De helt små skal ud på fodboldbanerne
Bytoften1.jpg
Fodbold kan simpelt hen være sagen har mange børn fundet ud af, så nu skal de helt små også have chancen i IF Bytoften Foto: Foto: Kaj Bonne.
IF Bytoften skruer endnu mere op for blusset

En bold er for mange jordens bedste stykke legetøj. Og den oplevelse vil ledelsen i IF Bytoften gerne give videre til børn i alderen 4-5 år. Så nu introducerer man fodbold om søndagen for de helt små. Det gælder for både piger og drenge.

-Vi går i gang 27. april klokken 14 på Gladsaxe Skoles fodboldbane. Det hele bliver en blanding af ren leg og fodbold, hvor forældrene bliver involveret, siger Thomas Dreyer, formand for IF Bytoften.

-Tanken er, at det skal køre hver søndag, og vi sørger selvfølgelig for, at der er trænere og de nødvendige remedier.

Der bygges på livet løs i Bytoften-området efter at de gamle huse blev jævnet med jorden, og der kommer mange familier med børn – store og små.

-Mange melder sig ind hos os, og det har nu betydet, at vi må rykke vore seniorhold på Gladsaxe Stadion lige som vores U19-hold nok må samme vej. Vi er nået op på 300 medlemmer.

Skolebanen presses så hårdt, at IF Bytoften har fået besked på, at de to dage om ugen ikke må benytte den. I forvejen er der 800 potentielle brugere – nemlig eleverne på skolen.

-Vores store drøm er at kommunen vælger at lave den om til kunstgræsbane, så den kan bruges hele året. Det vil løse mange problemer, siger Thomas Dreyer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top