Indsats mod ulovlig parkering
Mange parkerer ulovligt i Gladsaxe, især langs hovedgaderne. Bliver de så noteret? Næh, for politiet har ikke længere ressourcer til at varetage opgaven.

Det er ikke acceptabelt for borgernes retsfølelse. Og det er slet ikke acceptabelt for os politikere i Trafik- og Teknikudvalget. Vi fastlægger p-forbud og p-begrænsninger langs de mest befærdede veje, ud fra hensyn til borgere, erhvervsliv og trafiksikkerhed, og så parkerer folk alligevel som de vil, fordi der ikke er nogen til at skrive bøderne.

Hvad koster det at etablere kommunal p-kontrol? Det kom frem i Byrådets Trafik- og Teknikudvalg i oktober 2012. Indtægterne blev sat til ca. 875.000 kr. pr år, mens udgifterne til at ansætte to vagter og én deltids administrativ medarbejder var godt 800.000 kr. pr. år, med etableringsomkostninger på 350.000 kr. det første år. SF og Venstre stillede et fælles forslag om at indføre kommunal p-kontrol. Men det blev stemt ned af de andre partier dengang i 2012.

P-kontrol skal sikre tidsbegrænset parkering f.eks. ved hovedgadernes butikker, så kunderne kan komme til, og forhindre, at ulovligt parkerede biler er til fare for trafiksikkerheden. De mange indlæg i Gladsaxe Bladet har vist, at borgerne mener, der er brug for det. Forhåbentlig vil der være flertal i det nye byråd for at håndhæve de parkeringsregler, byrådet selv har sat.

Susanne Palsig (SF)
Medlem af Trafik- og Teknikudvalget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top