Klipper hår på 26. år
Picasso-Frisør-10-14.jpg
Foto: Kaj Bonne
Pernille elsker sin frisørsalon i Bagsværd

”Det handler om at levere det, der klæder den enkeltes hoved” fortæller Pernille Malver, ejer af frisørsalonen Picasso Hairdesign på Bagsværd Hovedgade 137. Pernille har haft frisørsalon i Bagsværd i snart 26 år.
”Jeg tror kun, det er mig og Netto, der har ligget her så længe,” smiler hun.
Pernille Malver startede som selvstændig i Bagsværd i 1988, kun et år efter hun var udlært. På det tidpunkt, var hun kun 21-år.
”Det er gået rigtig godt og jeg tror kunderne kommer igen og igen, fordi de får præcis det de gerne vil have,” siger Pernille. Hun lægger vægt på at finde ind til kundens behov.
”Jeg er meget autentisk, og det tror jeg godt folk kan lide. Jeg har et meget tæt forhold til mine kunder, og vi taler om mange ting. Jeg elsker at arbejde med så mange forskellige mennesker.”
Pernille får løbende nye kunder, men de gamle holder ved. Nogle har hun haft i alle 26 år, og andre kommer til Bagsværd, selvom de er flyttet fra bydelen.
”Mode handler om at finde frem til den enkeltes personlighed. Det giver aldrig mening at lave smarte hårtendenser på en type, det ikke passer til,” fortæller Pernille Malver.
Hun snakker altid med kunden om de små eller store forandringer, de ønsker og det er vigtigt at vide, hvor meget tid, de ønsker at bruge på deres hår, inden de får en ny frisure.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top