Næste gang skal det være guld!
Vægtløftere-01-12-14.jpg
Det føles godt at kunne komme hjem i klubben med en medalje, siger Wut og Lasse. Foto: Kaj Bonne.
To medaljer til BVK

Vægtløftning gør dig stærk, smidig eksplosiv og hurtig, derfor bruger flere og flere idrætsfolk denne form for træning. Det var egentlig også det, der var udgangspunkt for den 20-årige elektrikerlærling Lasse Boelck, da han for fire måneder siden fandt ud af, at han ville supplere sin Cross Fit træning med vægtløftning.

I sidste uge stillede han op for Bagsværd Vægtløfter Klub til de danske mesterskaber og vandt en sølvmedalje hos juniorerne.

-Jeg er en af de nyeste medlemmer i klubben, så alle synes selvfølgelig, det var en sej præstation, fortæller Lasse og tilføjer, at det har været overraskende for mange i hans omgangskreds, at han har fået medalje.

– Der var ikke mange, der vidste, at jeg var begyndt til vægtløftning. Nu må vi se, hvad det rækker til, men jeg vil helt sikkert arbejde på at tage tungere løft – gerne 130-140 kg i stød og 105 kg i træk. Det håber jeg vil lykkes, siger Lasse, der træner 3-4 gange om ugen.

Også klubkammeraten Wut Buassai kom hjem med medalje fra mesterskaberne i Bavnehøjhallen i København. Wut går i 7.klasse og har dyrket vægtløftning i et halvt år.

-Jeg er vel bare god og har talent, siger Wut med et stort grin.

Det er Wuts far, der har introduceret sønnen til vægtløftning, men den 14-årige Wut ved endnu ikke i hvilken retning ambitionerne går.

-Min far har været vægtløfter, så jeg har sporten med hjemmefra. Jeg forstætter helt sikkert og en medaljer giver da helt sikkert mere blod på tanden. Næste gang må den bare godt være af guld, fastslår Wut.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top