Heldige kartofler og badeænder
Taknemmelighed-01-13-141.jpg
Lars Kure Juul viser en heldigkartoffelhigh5 til eleverne. Der var fokus på taknemmelighed, og hvad positive tanker giver af følelser. Foto: Kaj Bonne.
Fokus på taknemmelighed på Grønnemose Skole

Fokus på taknemmelighed på Grønnemose Skole

”Clap along if you feel that happiness is the truth….” sangen ”Happy” af Pharrell Williams fyldte festsalen på Grønnemose Skole. 160 elever fra udskolingen var samlet til en anderledes time om emnet taknemmelighed. Det var foredragsholderen Lars Kure Juul, der havde sat den nye bevægelse Heldigkartoffel.dk i gang. Bevægelsen har en mission; danskerne skal have mere fokus på taknemmelighed, livskvalitet, glæde og lyst.

”Eleverne skal blive opmærksomme på, at deres egne tankemønstre kan give dem glæde og lykkefølelser. Det handler ofte om de helt små ting i hverdagen, der kan give en positiv spiral,” fortalte Lars Kure Juul. Han er til daglig selvstændig HR-konsulent.

Foredraget var dynamisk med masser af dialog, og eleverne var aktive.

”Hvornår er man en heldig kartoffel?” blev eleverne spurgt. Og der var bredde i svarene: ”Når man har tag over hovedet og mad på bordet,” ”Når man vinder 100 millioner i lotto,” ” når man er tilfreds og kan vælge,” ” når man er adopteret.”

Der var mange spørgsmål og mange svar.

 

Fokus på huller i osten

”Jeg mener alle dagligt bør tænke over, hvad der gør dem til en heldig kartoffel. Mange har en tendens til at fokusere på de negative ting, og det giver en dårlig spiral. Det skal vendes. Vi er alle sammen heldige, hvis vi fokuserer på de mindre ting,” fortalte Lars. Han har tidligere arbejdet med projekter i udlandet tæt på krig, død og ødelæggelse, og lige netop det har givet ham en indsigt.

”Folk i de områder er tit bedre til at se de små positive ting. Vi har en tendens til at brokke os i Danmark. Vi finder fejl i alting – fokuserer på hullerne i osten,” fortalte Lars, der mener at det handler om indstillingen og den enkeltes tankemønstre.

”Det er videnskabeligt bevist, at fokus på taknemmelighed, giver en øget livskvalitet. De fleste taknemmelige mennesker oplever en større lyst til at tage ansvar for deres eget liv.”

 

Non-profit projekt

”Jeg vil gerne have mit budskab frem på en sjov og legende måde. Heldigkartoffel.dk er hverken spirituel, religiøs eller politisk. Det er sjov med alvor bag,” fortalte Lars, der har kastet 10.000 kroner i non-profit projektet. Han er drevet af at gøre en forskel for andre.

”Jeg tror, jeg kan gøre en stor forskel, hvis det her lykkes. Hvis 200, 1.000 eller 20.000 danskere spørger sig selv hver dag ”hvorfor er jeg en heldig kartoffel?” og de deler det med andre, så begynder den positive spiral.”

Undervejs i foredraget havde Lars en vigtig pointe til eleverne på Grønnemose Skole:

”Det er noget med at ændre tankemønstre, og det kan være svært. Men når man øver sig, så bliver det nemmere. Man får det simpelthen bedre, når man tænker på den positive måde.”

Til slut lagde Lars 200 farverige badeænder på scenen med bevægelsens logo i bunden. Badeænderne symboliserer tankegangen – ind med det positive – ud med brokkeriet.

Eleverne rev badeænderne væk og mange havde allerede mobilerne fremme, for at skrive hvorfor de var heldige kartofler i dag.

”Det var et rigtig godt foredrag. Man blev mindet om en masse ting, og blev bedre til at tænke over det at være taknemmelig,” fortalte Yanmei fra 9. klasse.

 

(faktaboks)

Her finder du heldigkartoffel:

Du kan følge bevægelsen på www.heldigkartoffel.dk og på facebook www.facebook.dk/heldigkartoffel.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top