- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Ny formand for Bagsværd Friskole

Lene Brix i spidsen for renovering af skolen

Et rekord stort fremmøde til generalforsamlingen på Bagsværd Friskole bakkede op om bestyrelsens planer og sagde ja til en omfattende renovering af skolen. Der var kampvalg til bestyrelsen, stor interesse for beretningerne og vedtægtsændringerne blev grundigt debatteret inden mødet kunne afsluttes i god ro og orden.

Ny formand for bestyrelsen blev arkitekt og partner Lene Brix fra Bagsværd og ny næstformand blev kommunikationsdirektør Lars Kaspersen også fra Bagværd. Bestyrelsens første opgave bliver at finde en ny leder til skolen og så at sætte gang i den gennemgribende renovering af skolens bygninger.

”Bagsværd Friskolen er en lille perle hvor fokus på at læse, regne og skrive går hånd i hånd med kreative fag som billedkunst, musik og teater. Det er spændende at være med til at udvikle skolen, ikke mindst i disse år hvor folkeskolereformen stiller nye krav til alle”, siger Lene Brix og fortsætter: ”Vi skal ikke med vold og magt tilpasse os reformen, men vi skal som friskole følge med udviklingen og vi lader os gerne inspirere af andres tanker og ideer.”

”Vi har en stærk tradition for at forældrene involverer sig aktivt og har lyst til at præge deres børns skolegang. Hvem kan ellers prale med 65 fremmødte forældre til en generalforsamling?” Jeg bidrager med mine kompetencer som arkitekt og leder, andre kan noget med IT, et håndværk, kommunikation, bage eller noget helt syvende. Sammen med skolens dygtige lærere og den konstituerede skoleleder Line Munk Mortensen, giver det børnene nogle rigtig gode rammer, ” siger hun.

Bagsværd Friskole har ca. 180 elever fra 0. til 9. klasse.