Bordtennisklub kan få løst lokaleproblem
Bordtennis-01-21-14.jpg
Den lange gang skal forsynes med et brugbart gulv, og der skal installeres lys, der passer til bordtennisbordene. Foto: Kaj Bonne
Område under tribune på Gladsaxe Stadion vil være brugbart

Rigtig meget tyder på, at Gladsaxe Bordtennisklub får løst sit lokaleproblem. Klubben har holdt til på den gamle Gladsaxe Skole, der skal sælges, så der skulle findes nye lokaler.
I første omgang var Vadgård Skole en mulighed, men desværre var der ikke plads til at stille mange borde op, så der skulle bruges to haller.
Men så kan den lange gang på 1. sal under den gamle tribune på Gladsaxe Stadion bruges. Der er oceaner af plads. Der mangler bare noget godt lys og et gulv, der er til at holde ud at bevæge sig på.
-Vi er nu meget lettede og glade over, at der måske er mulighed for, at vi kan få den plads, som vi har brug for, i tribunen på Gladsaxe Stadion. Der har vi spillet for mange år siden, og vi havde ved det første besøg forkastet tribunen, som en mulighed primært på grund af betongulvet og lyset. Vi har brug for det rigtige lys, når vi skal spille, og det rigtige gulv er en forudsætning for at undgå skader. Vi ser rigtig gode muligheder, for at vi kan have træning og kampe på 6-12 borde i et lokale. Antallet af borde varierer efter niveauet af spillerne. Desuden er der også plads til at vi kan tage nogle stole frem, så forældre, medlemmer og øvrige tilskuere kan sidde og se på spillerne under træning og ved holdkampe. Dette er vigtigt for det gode klubliv, lød kommentaren fra klubformand Rasmus Schjerling, da kultur- fritids- og idrætsudvalget skulle behandle sagen.
– Vi vil indgå aktivt i både flytning og indretning, siger Rasmus Schjerling.
Brugerbestyrelsen skal nu give det grønne lys. Der skal være helt klare regler for hvornår bordtennisklubben kan bruge lokalet, så det ikke kolliderer med fodboldkampe inde på stadion.
-For nogle år siden fik vi skabt en pulje til den slags ting, så lokalet kan blive indrettet, fortæller Katrine Skov (A), formand for udvalget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top