Foreningslivet ind i skolerne
Skole-og-fritid-01-18-14.jpg
Til spørgsmålet om hvor mange penge kommunen har sat af, er der ikke sat tal på. Men Nina Nielsen kunne oplyse, at der ville være en rekvisitbank, hvor foreningerne kunne søge midler. Foto: Kaj Bonne
120 ledere var til møde med kommunen omkring skolereformen

Hvad skal der ske? hvordan skal det ske? Spørgsmålene er mange, og usikkerheden hos både forældre, lærer, elever og foreningslivet er stor, når det gælder den nye skolereform.

Planen i den nye skolereform er blandt andet, at man skal have foreningerne ind i skolelivet. I sidste uge inviterede Kultur, Fritid og Unge i Børn- og Kulturforvaltningens chef Nina Nielsen alle Gladsaxes foreninger til konference om fritidslivet og skolereformen i Knud Lundbeg Loungen på Gladsaxe Stadion.

Fra august 2014 skal alle børn i folkeskolen have et fagligt højere læringsmiljø. De skal have mere idræt og bevægelse, der skal ske en åbning af skolen mod samfundet, og skolerene skal indgå i forpligtende samarbejde med det lokale foreningsliv.

Gladsaxe Byråd har besluttet, at der skal udarbejdes et katalog, som kan være med til at sikre, at alle aktive tilbud fra foreningslivet er synlige for skolerne. For at fremme samarbejdet skal der udarbejdes skabeloner til partnerskabsaftaler, og der skal ses på de faglige, økonomiske og tidsmæssige forudsætninger.

Der var mødt omring 120 forenings-folk op til arrangementet, og så havde man også inviteret skolechef Michael Mariendal og skoleleder Henrik Reumert til at holde oplæg. Der var lagt op til en debat og til at få diskuteret, hvordan man rent praktisk kan få samarbejdet mellem skole og foreningerne til at fungere. For at få yderligere inspiration til dagens debat havde man også inviteret et panel bestående af folk fra Dansk Skole Idræt, DIF, Kulturelle Samråd, DGI, Dansk Oplysnings Forbund og Dansk Ungdoms Fællesråd, der kunne øse ud af deres erfaringer.

-Det handler om at alle børn udfordres, så de opnår det bedste, de kan. Tilliden til skolen skal styrkes. Vi skal bygge videre på det, som børnene kan i forvejen og fortælle dem, hvordan de kan lære mere. Hvis vi kan få børn ud af skolen, som har mantraet: ”Vi kan, vi vil og vi skal”, så giver vi dem virkelig noget med på vejen, sagde Michael Mariendal.

Flertallet af foreninger var meget positive over for den nye skolereform og bød den velkommen, men der var også meget usikkerhed omkring, hvordan man kunne få det til at fungere. Hvordan skal man honorere de frivillige ledere i foreningerne, når de måske skulle holde fri fra deres arbejde for at tage ud på en af kommunens 11 skoler? Hvad er det foreningerne skal gøre, som de ikke allerede gør, og hvad er der i det for foreningerne?

Der kom mange spørgsmål og der var mange konfuse svar. Men debatten er i gang.

-Vi er også i gang med at skabe en ny tankegang og en kulturændring, og det kommer til at tage tid, fastslår Michael Mariendal.

 

 

 

 

 

 

.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top