Nyttehaverne i Værebro Park indviet
nmyttehaver.jpg
Borgmester Karin Søjberg Holst i midten af billedet, fik efter åbningen en rundvisning i nyttehaverne af Roland Garcia Pedersen og afdelingsformand Leon Friis Jørgensen med den røde kasket. Foto: Thomas Brolyng Steen
Sammenholdet bliver styrket via de 39 nye nyttehaver

Da Gladsaxe Pigegarde søndag eftermiddag marcherede gennem Værebro Park kan det nok være, at der blev trængsel på altaner og ved vinduer – og i løbet af få minutter havde garden et par hundrede beboere efter sig. Anledningen var indvielsen af de 39 nye nyttehaver, som der har været rift om.
– Jeg håber, at nyttehaverne bliver et sted, hvor alle kan mødes: børn, unge og ældre.  Og jeg håber, at forældre og bedsteforældre vil tage børn og børnebørn og en kande te med i haven – og være sammen om at få haven til at spire og gro. Der er oven i købet også sat fire flotte vandpumper op, så det er bare om at fylde vandkanden, og få det hele til at vokse. Jeg er overbevist om, det er sundt at have en lille nyttehave. For her kan man få en pause fra det hele. Det er godt for krop og sjæl at foretage sig næsten ingenting, og bare gå og luge lidt haven og se jordbærrene blive røde, sagde borgmester Karin Søjberg Holst i sin åbningstale, inden hun klippede snoren over til nyttehaverne.
Også formanden for nyttehaverne, Roland Garcia Pedersen var glad.
– Vi hygger os allerede godt sammen på tværs af etniske skel. Vi finder sammen, når vi går hernede og så taler vi om, hvordan man sår og planter i andre lande. Det styrker sammenholdet.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top