Etikken skal sættes højt
KM-04-25-14.jpg
Et hyggeligt morgenøde med kaffe, basser og rundstykker kan bidrage til at skabe den familiære stemning, som Karsten Mortensen (i ternet skjorte til højre) ser som et vigtigt bidrag til at få folk til at glæde sig til de skal på arbejde Foto: Kaj Bonne.
KM Gruppen stiller høje krav til personalet – og runder 25 år

Den bedste reklame er tilfredse kunder. Folk der lader de positive ord gå fra mund til øre.

-Det er filosofien hos os, og den har vi klaret os fint på i 25 år, siger Karsten Mortensen – elektrikeren der etablerede sit firma hjemme på Gammelmosevej, men som nu med et personale på ca. 35 holder til på Klausdalsbrovej 25 – lige ved siden af PET.

-Vi har folk, der arbejder for os i en periode, men som ikke kan leve op til vores krav om etik og moral, og så skilles vore veje. Når fru Hansen på 85 år har brugt en god del af sine spareskillinger på at få installeret en lampe, så skal det være sådan, at hun kan glæde sig over at se på det stykke arbejde, som vi har leveret, siger Karsten Mortensen.

Prognoserne siger, at der ikke går mange år, før det danske samfund kommer til at mangle håndværkere i tusindvis. Så det gælder om at få uddannet nogle unge mennesker i en fart på sådan en måde, at de også har kvalifikationerne i orden.

-Vi tager gerne vores del af ansvaret. Hvert år ansætter vi to lærlinge. Nogle af dem forlader os, når de er færdige, men de bliver ofte samarbejdspartnere og nogle af dem vender tilbage til os på et tidspunkt, siger Karsten Mortensen.

-Vi tager også gerne imod skolepraktikanter, så de kan få en fornemmelse for vores fag.

-Vi arbejder primært sammen med boligselskaber og offentlige institutioner, men generelt er vi friske på alle opgaver over hele landet, og vi byder da ind på andre entrepriser, siger Karsten Mortensen, hvis firma har el-arbejdet i Høje Gladsaxe som en del af de faste job.

I øjeblikket er der 30-35 ansatte i firmaet. I 2003 siden blev der udvidet med en VVS-afdeling, der nu tæller fire medarbejdere, og blandt lærlingene i firmaet er der en enkelt VVSer.

-Vi er hele tiden på jagt efter nye medarbejdere, men kvalifikationerne skal være i orden. Det er ikke nok at kunne snakke, hænderne skal kunne levere varen, slår Karsten Mortensen fast.

-Vi har den glæde, at vore lærlinge ofte bliver hædret, når de har lavet deres svendestykker – sådan helt i stil med vores basale filosofi, siger Karsten Mortensen.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top