Frikadellens flugt over disken
Grill-03-26-14.jpg
Vibeke Frandsen har gennem årene fået et meget trofast klientel, der kommer for at få fyldt depoterne op. Foto: Kaj Bonne
Indehaveren af Dyna Bubber’s Grill har 25 års jubilæum

Hvad er mere dansk end bøffer og frikadeller? Ikke ret meget. Det er da også, hvad Vibeke Frandsen har erfaret gennem sine 25 år som indehaver af Dyna Bubber’s Grill på Transformervej i Mørkhøj Industrikvarter.

”Bubber” – som Vibeke Frandsen kaldes af alle – serverer klassiske danske retter i sin grill: ”Jeg har forsøgt med pasta og andet sundt uden det store held. Mine kunder foretrækker dansk mad. En hjemmelavet frikadelle med et stykke brød, rødkål og hjemmelavet remoulade er så ubetinget vores største sællert. Herefter følger en bøf med bløde løg og brun sovs.”

Stamkunderne er en blanding af de evigt strejfende lastbilchauffører og ansatte fra områdets mange industrivirksomheder. I årevis har de værdsat grillens lækkerier, der serveres af søstrene Bubber og Susanne. De langer frikadeller, bøffer, pølser og smørrebrød over disken i en lind strøm.

Selv om omstillingerne på det danske arbejdsmarked har været voldsomme, holder Bubber fast ved sine traditionelle åbningstider. Dørene åbnes kl. 7 hver hverdagsmorgen, og de lukkes igen kl. 15 – bortset fra onsdag og fredag, hvor sidste bestilling er kl. 14. Da vi var på besøg, havde søstrene travlt med at servere for stamkunderne – blandt andre Max, der har spist på stedet i 32 år.

”Max kom dengang mine forældre havde grillen. Min far Don og min mor Vivi startede Dyna Grill for 43 år siden på Dynamovej, og jeg overtog efter dem den 1. juli for 25 år siden. I starten omdøbte jeg den til Bubber’s Grill, men stamkunderne troede, at nye folk var kommet til, så jeg tog hurtigt Dyna til mig igen. Min far så frem til at møde de gamle kunder til jubilæet, men han tabte kampen til cancer for to måneder siden. Heldigvis har min mor lovet at komme til receptionen,” fortæller Bubber, der er gift med ABs tidligere rekordindehaver af førsteholdskampe, Peter Frandsen.

På jubilæumsdagen tirsdag den 1. juli åbner Bubber først kl. 14, så morgenholdet må væbne sig med tålmodighed.

”Alle er velkomne til receptionen frem til kl. 18. Dagen markeres med lidet anderledes mad. Jeg vil vise, at vi også kan lave end frikadeller og bøffer,” griner Bubber.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top