Trygheden blev væk
Klaus Kjær, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, skrev i en læserbrev i Gladsaxe Bladet, tirsdag 27. april, at SOSU-personalet bør høres.

Klaus Kjær, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, skrev i en læserbrev i Gladsaxe Bladet, tirsdag 27. april, at SOSU-personalet bør høres.

Selvfølgelig skal de det! Det er dem, der har med vore ældre at gøre på nærmeste hold, og til trods for at jeg som pårørende godt kan mærke, at de rullende vagter ikke er til gavn for min Alzheimer demente mand, så er det jo personalet der har de demente tættest på.

Man siger, at beboerne på vore plejehjem skal være trygge i deres omgivelser, men ændrer man omgivelserne, bliver trygheden væk. Når hun som plejer at være dagvagt, pludselig optræder som nattevagt, vender det op og ned på de dementes hverdag. Dagvagten plejede at lave havregrød om morgenen, og den rutineændring kan hans ødelagte hjerne ikke forstå, så nu må hun lave grød mellem 00.30 og o6.30 for at han kan falde til ro.

Det nævnes også, at 33 personer har sagt deres stillinger op, efter at de rullende vagter blev indført, et tydelig bevis på, at SOSU-personalet ikke synes om, at ordninger ”bliver trukket ned over hovedet på dem”. Der er få arbejdsgivere som behandler deres personale sådan og det er måske grunden til kommunens kedelige guldmedalje!

Det mest beklagelige er at hverken borgmesteren eller Ældrerådet reagerer.  Jeg har også hørt, at det ikke er alle kommuner, som har indført rullende vagter, hvorfor skal Gladsaxes plejehjemsbeboere så udsættes for dette – kan man ikke finde andre ”prøveklude”.

Dagmar M. Gleditsch

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top