Historien om jazz
palle-mikkelborg.jpg
Trompetisten, komponisten og arrangøren Palle Mikkelborg bidrager Foto: Privat.
Otte temaftener om musikstilens udvikling

Gladsaxe Jazzklub udvider i efteråret sine aktiviteter med projektet,  ”Jazzens Saga”.  I et unikt samarbejde med Gladsaxe Bibliotekerne, Gladsaxe Oplysnings Forbund, Gladsaxe Musik- og Billedskole og kulturhus Telefonfabrikken åbner Bibliografen dørene for et efterår i jazzens tegn.

’Jazzens Saga’ er en serie af arrangementer, hvor der bliver sat fokus på jazzens historie, udvikling og udøvere. Med udgangspunkt i de amerikanske musikstilarter, som for 100 år siden samlede sig i den musikform, man kalder jazz, går den musikalske rejse frem til det 21. århundredes aktive danske jazzscene.

En række danske jazzeksperter vil formidle og fortælle om jazzens forskellige stilarter, epoker, lokaliteter og kunstnere. Fortællingerne bliver ledsaget af musikeksempler og filmklip, og en række af Danmarks bedste jazzmusikere sørger for levende og temarelevant musik.

10 arrangementer belyser jazzens historie

Jazzens Saga” kommer ud i alle tænkelige og utænkelige kroge. Stilarter som New Orleans, swing, bebop, cool, avantgarde og fusion vil blive belyst, og dertil kommer de europæiske strømninger, herunder fokus på den danske guldalderjazz og de amerikanske musikere, der blev en del af den danske jazzscene.

I perioden september til november bliver otte temaer afviklet i Bibliografen, Bagsværd. Hvert tema vil i løbet af tre timer rette fokus mod en bestemt periode i jazzens historie. Således vil jazzinteresserede publikummer kunne opnå øget indsigt i fx : ”How Jazz Was Born”, ”Fra swing til bebop”, ”New Orleans i Danmark” og  ”Jazzens store sangere”.                                   Konferencier for de otte arrangementer er journalist og tidligere programchef i Danmarks Radio, Henrik Wolsgaard-Iversen.

Om aftenen den 22. november tilbydes en gratis storkoncert med bigbandet ’Aarhus Jazz Orchestra’, hvor repertoiret vil dække ’100 år med jazz’. Konferencier denne aften vil være Master Fatman.                                       Dette arrangement afholdes i den kommunale festsal; ’Grønnemose Skoles Festsal’.

Og om eftermiddagen den 23. november afsluttes ’Jazzens Saga’ med en blues-, soul- og gospelkoncert i Søborg Kirke, der netop i år markerer sin 100 årsdag. Kirkekoncerten har fri entré.

Tilmelding til Jazzens Saga

Der sælges i alt 200 pladser i Bibliografen til ’Jazzens Saga’ – og de otte temaer tilbydes som en samlet pakke. Der kan således ikke købes billetter særskilt til de enkelte aftner.

Billetsalget starter tirsdag den 5. august 2014 kl. 9.00 hos Gladsaxe Oplysnings Forbund. Billetterne kan erhverves på via hjemmesiden: www.gof.dk eller ved personlig henvendelse på Kildebakken 20.

Prisen for de otte temaaftner er 500,-kr.
Dog kun 290,-kr for arbejdsledige, pensionister, efterlønnere og SU-modtagere bosiddende i Gladsaxe Kommune.

Børn og jazz

’Jazzens Saga’ har også til formål at formidle jazzmusikken til børn og unge. Således arrangeres der særlige workshops for Gladsaxe Musik- og Billedskoles elever, samme dag bigbandet fra Aarhus kommer på besøg.

De professionelle musikere mødes med de unge musikere i et antal timer før storkoncerten om aftenen. Blæserelever fra samarbejdende kommuner er inviteret med til dette særlige set up.

Yderligere information kan læses på jazzklubbens hjemmeside: www.gladsaxejazzklub.dk

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top