Bondebageren døde
Det lignede et rigtigt bondehus, men var bygget i 1922, hvor det var slut med bondeland i Søborg. Men det landlige præg understregedes af det kraftigt optrukne bindingsværk på baggrund af de hvidpudsede mure.

Af tidens vejvisere ses, at huset har rummet en række bagermestre, men der også har været op til fire yderligere beboere. Adressen var Gladsaxevej 116, og da det er en hjørnegrund, også Runebergs Alle nr. 52. Det har været den yderste forpost mod Gladsaxevej, da Søborggård blev udstykket til villaparceller i de første tiår af 1900’tallet.

Ejeren var tømrermester Peter Johansen, som var en fremtrædende borger i pioner tidens Søborg. Han boede på Runebergs Alle 22, hvor hans ”Bedre Byggeskik” hus fra 1919 ses endnu – nu som kommunal institution. Han opkøbte efterhånden flere nabogrunde, hvor han havde sine byggematerialer. Peter Johansen havde en række tillidshverv inden for håndværk og kommunen – brandinspektør, sognerådsmedlem m.v. I folkemunde hed det sig at han havde ”bygget det halve Søborg”.

Den sidste ”Bondebager” var Arvid Sørensen, som havde en blomstrende forretning, hvor der ofte sås lange køer uden for hver søndag morgen og formiddag. Arvid Sørensen kunne i sommeren 1999 fejre både 60 års fødselsdag og sit 30 års forretningsjubilæum.

Men kort efter, i oktober måned, døde Arvid Sørensen, hvorefter det langsomt gik tilbage med virksomheden. Arvid Sørensen havde ud over butikken på Gladsaxevej en en gros-virksomhed, der leverede brød til supermarkeder, kiosker og kantiner på større virksomheder fra Hillerød til Køge.

Huset blev sat til salg i 2008 for 2,9 mil. kroner. I annonceringen omtales ejendommen som ”ualmindelig spændende og sjældent udbudt ejendom med mange anvendelsesmuligheder”. Hvilke angives ikke.

Men huset stod tomt i lange tider og forfaldt, da ejeren tilsyneladende havde givet op. Et nyt kapitel startede i 2014, hvor grunden blev ryddet, og der opførtes et moderne parcelhus i bungalowstil.

 

Arne-Hermann

Bondebageren på Gladsaxevej 116 i sine velmagtsdage omkr. 1990.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top