-Eksperimentet er for dyrt
diskussion.jpg
Maiken Madsen fra Bibliografen er med i den arbejdsgruppe, der har fundet frem til årets udformning af projektet. Hun diskuterer her med Morten Kornbech fra Bagsværd Forskønnelse. Foto: Privat.
Bagsværd Forskønnelse er utilfreds med at der bruges 300.000 kr. på - måske - at live bydelen op

Bagsværd er ikke så lidt af en betonørken. Det synspunkt kan der godt samles en del opbakning til. Men hvordan man kommer videre og får ændret forholdene er der til gengæld uenighed om.

I forrige uge fortalte Gladsaxe Bladet om et eksperiment med store, lyse blomsterkasser – en del i meget spraglede farver – og om borde og stole. Det hele skal stå der til efterårsferien. Så skal ideen evalueres.

I foreningen Bagsværd Forskønnelse mener man, at pengene bruges forkert.

-Gladsaxe kommune bruger via Gladsaxeliv 300.000 kr. af i alt 1.000.000 kr. Bagsværd-kroner på et midlertidigt projekt for at undersøge potentialet for mere byliv i området syd for Bibliografen. Projektet, der allerede har opnået en vis popularitet i lokalområdet, omfatter spraglede stole og sandkasser til de legende sjæle. Den lokale forening Bagsværds Forskønnelse støtter selve ideen, men kritiserer i skarpe vendinger omkostningerne, siger Morten Kornbech fra Bagsværds Forskønnelse..

 

-I Bagsværds Forskønnelse er vi også store tilhængere af mere byliv, men vi synes, at det pågældende midlertidige projekt er for dyrt. Vi ønsker en ny korridor mellem byens befærdede samlingspunkter, Bibliografen, tennisklubben, Bagsværd Stadion og Bagsværd Skole, der lige nu er separeret. Med et passende stisystem, gerne med blomsterkummer, vil et lille nyt byrum opstå til hyggelige gåture samt bidrage med kortere afstande mellem de eksisterende samlingspunkter. Og så vil bylivet kunne opstå lige dér, hvor det er mest naturligt – og det uanset om man så bruger penge på undersøgelser, siger Morten Kornbech, Bagsværds Forskønnelse.

Uacceptabelt

– Jeg kan da undre mig over, at kommunen kommer med dette ”midlertidige” forsøgsprojekt, når der foreligger flere ideer fra Bagsværds Forskønnelse om forbedringer/ændringer af bylivet i Bagsværd. Vi deltog i september 2013 i et møde med kommunen og arkitektfirmaet Gehl, og dengang blev der ellers lagt stor vægt på at høre borgernes mening om fornyelse af Bagsværd By. Men åbenbart kun i teorien. At udfaldet af dette forsøgsprojekt skulle danne grundlag for realisering af nye projekter synes noget mærkværdigt, når der er så mange konstruktive forslag, som bedre kunne anvendes som forsøgsprojekt. At bruge 300.000 kr. på dette projekt er helt uacceptabelt, siger Kurt Jørgensen, Bagsværds Forskønnelse.

– Vi er naturligvis glade for, at Gladsaxeliv ser positivt på vores forskønnelsesprojekter, og håber på et godt samarbejde i fremtiden. Men angående det midlertidige projekt synes jeg også, at det er mange penge, siger Pia Buxbom, Bagsværds Forskønnelse.

– Jeg har talt med mange Bagsværdborgere, der ligesom jeg synes, at eksperimenter med bylivet er spændende. Men de tror ikke deres egne ører, når de hører prisen, siger Morten Kornbech.

 

 

Bagsværds Forskønnelses ideer til Bagsværd

Ny byliv

–    Opførelse af en skøjtebane/skaterbane på år-2000-pladsen.

–    En ny korridor mellem de befærdede samlingspunkter, Bibliografen, tennisklubben, Bagsværd Stadion og Bagsværd Skole, der lige nu er separeret.

Med et passende stisystem, gerne med blomsterkummer, vil et lille nyt byrum opstå til hyggelige gåture samt bidrage med kortere afstande mellem de eksisterende samlingspunkter.

Flottere fremtoning

–    Flere træer på P-pladserne og i midterrabatterne.

–    Flottere facader – eller nedrivning! De grimme og slidte facader på hovedgaden bør males over – ellers bør bygningerne rives ned.

 

 

 

 

1 kommentar om “-Eksperimentet er for dyrt”

  1. Louise Thomassen siger:

    Efter at have læst artiklen i Gladsaxe Bladet om projektet, der skulle friske op på betonørkenen i kommunen, ville jeg se resultatet med egne øjne.
    Og helt ærligt, mine første tanker var: Er det bare det??!! Hvor er resten henne?
    Det første og eneste jeg lægger mærke til, er en masse kasser i forskellige farver, der står hulter til bulter på fortovet, og mest af alt minder mig om en rodebutik.
    Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan et par blå og gule kasser skal fremme bylivet i kommunen, og hvordan det skulle fremme lysten til at sidde lige netop der, blandt rodet, og nyde en kop kaffe, is, eller lignende. Jeg ville mene at pengene ville blive bedre brugt, ved at fremme de kulturelle tilbud til borgerne, unge som ældre, og give dem en følelse af at have oplevet noget og give dem lysten til at gentage dette.
    Det er mig en gåde hvordan dette projekt kan koste 300.000 kr., og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad pengene i virkeligheden er gået til. Hvordan kan man forsvare at bruge så mange penge på nogle farvede kasser. Der er jo ikke noget unikt ved det. I princippet kunne man have gået i Silvan og købt nogle spånplader og nogle bøtter maling og lavet kasserne selv! Det ville jeg i hvert fald gerne have gjort til den pris. Nogle burde kræve at se regnskabet for projektet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top