- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Politiet tog indbrud på Sydtoftevej alvorligt

”Alt kørte efter bogen” siger politiinspektør

22. juli kunne man i Gladsaxe Bladet under overskriften ”En tyv kom forbi” læse en artikel om et indbrud  10. juli på Sydtoftevej, hvor der var gode videooptagelser af gerningsmanden . Det fremgår af artiklen, at politiet ikke tog anmeldelsen og overvågningsbillederne  alvorligt – bl.a. skulle politiet have udtalt, at der først  ”i løbet af 2 – 3 uger ville komme folk, der kunne se på videooptagelserne”. Artiklen afsluttes opgivende med udsagnet ”Og så kan tyven gå rundt i den mellemliggende periode”.

Alt i alt efterlader artiklen indtrykket af et inkompetent politi, som ikke yder den service over for borgerne, som man kunne forvente, lyder kommentaren fra politiinspektør Bent Isager Nielsen, der understreger, at ”alt kørte efter bogen”.

Det ville have klædt Gladsaxe Bladet at følge de presseetiske regler, som bl.a. går ud på at forelægge evt. kritik for den kritiserede (altså Københavns Vestegns Politi) og at tjekke fakta, som fremlægges etc. Det kunne selvfølgelig have ødelagt den gode historie om kritik af politiet, men det kunne måske have givet en bedre og mere retvisende orientering til læserne. Man kommer til at tænke på den gamle historie om chefredaktøren på en avis, der sagde til sine journalister: ”En grundig research kan ødelægge en god historie, så pas på med det”.

Jeg kan berolige Gladsaxe Bladets læsere om, at politiet selvfølgelig tager sager om indbrud alvorligt, og således også denne sag. Ved anmeldelsen, som blev indgivet af en nabo, der havde konstateret, at der havde været indbrud, blev der straks sendt en politipatrulje til stedet, og der blev optaget rapport. Der blev foretaget en grundig gerningsstedsundersøgelse og sikret forskellige gode spor efter gerningsmanden. Sporene blev sendt til nærmere kriminaltekniske undersøgelser. Alt lige efter bogen og rigtig godt politiarbejde. I forbindelse med de omtalte videooptagelser, der først blev til rådighed, da den indbrudsramte nabo kom hjem, var der nogle tekniske udfordringer. De blev løst, og efterforskningsenheden ved Lokalpolitiet i Gladsaxe kunne 18. juli sende de gode billeder af gerningsmanden rundt i politisystemet for at få oplysninger om gerningsmanden. Ikke nok med det – der blev etableret en særlig patruljeindsats i området for at dæmme op for flere indbrud, og for at forsøge at fange gerningsmanden.

I skrivende stund er gerningsmanden ikke pågrebet, men efterforskningen fortsætter.