­En rejse for livet
familien-bie-meier-3-copy.jpg
Tobias laver lektier med sin far, mens Jonas hygger sig i hængekøjen. Foto: Privat.
Familien Bie Meier fra Søborg tog børnene ud af skole og institution for at rejse jorden rundt.

På plænen hjemme i Søborg er der fuld gang i vandkamp mellem de to brødre Tobias på otte og Jonas på seks år. De er vendt hjem til Danmark efter knap tre måneder, hvor de har rejst rundt og oplevet andre kulturer sammen med deres forældre, Sidsel og Henning Bie Meier.
Det har været en rejse, der har været flere år undervejs. Allerede i 1995 besluttede ægteparret Bie Meier sig for, at når de fik børn, så ville de ud på en lang rejse med dem. Parret har siden da sparet op, og da den yngste søn blev født gemte Sidsel og Henning 12 uger på barselsorlov, som de ville bruge på oplevelse- og dannelsesrejse.
-Det var svært at planlægge turen. I starten ville vi til Afrika, men på afrejsetidspunktet ville der være regntid og masser af mudder. Så vi blev i stedet enige om USA, Australien og Asien, fortæller Henning, der var tæt på at udsætte hele rejsen få timer før, de skulle flyve til San Fransisco.
Sidsel fik influenza og høj feber, men parret besluttede sig alligevel for at tage af sted, men de første dage i San Fransisco måtte hun tilbringe i sengen, mens Henning tog drengene med ud for at se de kendte fængsel, Alcatraz, Fishermans Wharf, Golden Gate Bridge og køre i Cable Cars. Desværre nåede Sidsel kun en japansk sightseeing, inden familien drog videre til Los Angeles.
Da de kom til ”LA Land” måtte Henning lægge sig syg med influenza, og så det var Sidsel, der måtte tage drengene med på opdagelse.
-Noget af det drengene synes, der var mest spændende var, da vi besøgte nogle tjæresøer La Brea Tar Pits midt i Los Angeles. Det er et sted, hvor der blev spyttet tjære op af jorden. Palæntologerne har fisket ca 100 ton fossiler op og hvor vi kunne se knoglerester af sabel tigere, mammutter og andre istids-dyr. Det lugtede ikke særlig godt, men det var utrolig spændende – også for mig, forsikrer Sidsel, der er uddannet biolog.
Sidsel og Henning har før rejst rundt i Australien, så de glædede sig rigtig meget til at vise drengene det kontinent. De lejede en autocamper og kørte fra Sidney til Cairns og videre Adelaide. Det var en fantastisk naturoplevelse, og drengene var ikke bange for noget som helst, selvom de både så slanger og andre farlige kryb, fortæller Henning, mens Tobias lige husker sin far på en ret speciel og en halvfarlig hændelse, som familien var blevet advaret imod.

Dingoer åd matematikbogen
-Vi var på Fraser Island og sov på stranden, hvor der var dingoer, fortæller Tobias. Om morgenen forstod min mor ikke, hvorfor min skoletaske lå uden for teltet. Vi gik ud fra, at en dingo havde lavet hul i teltet og gravet min taske ud, og da vi undersøgte den, kunne vi se, at der var dingohår på den. Den havde også været i gang med at tygge i min matematikbog, siger Tobias med et grin.
Og matematik blev der lavet masser af. Der blev også skrevet dagbog. Tobias lavede lektier hver dag på turen.
-Nogle ting blev meget nemmere at lære, da vi kunne bruge konkrete ting, og så lærte begge drengene også lidt engelsk, siger Henning, og tilføjer at der aldrig havde været nogle problemer med at tage Tobias ud af skolen
-Tobias´ lærer nærmest synes det var fantastisk, at vi havde muligheden for at tage ham ud, fortæller han.

Udfordringer
Efter Australien blev det Borneo. Her var der et fantastisk klima, og både kulturen og naturen var meget anderledes, end den familien før havde oplevet.
-Men det var et nemt land at rejse med i med børn. Vi lejede en bil og kørte 500 km tværs over landet, og vi blandt andet besøgte rehabiliterings center for orangutanger, fortæller Sidsel.
-Jeg smagte bagenden af en grøn myre – den smagte af citrus, udbryder Jonas, da han løber forbi på terrassen og hopper ned i den oppustelige pool i haven.
-Allerhelst ville drengene ligge i poolen i Borneo, fordi det var så varmt. Jonas var lidt generet af at være i Borneo, for befolkningen var så interesserede i hans hvide hår. De klappede ham hele tiden på håret, og til sidst tog han en jakke over håret, når vi gik ud. Men det, at vi havde børn med, brød mange grænser ned. Drengene var meget åbne og nysgerrige, og det var dejligt for os, siger Sidsel, og indrømmer, at der også blev slebet nogle familiære kanter af.
-Henning og jeg har rejst meget sammen, men det er første gang, vi har haft børn med i længere tid. Vi fandt også ud af, at vi skulle slibe kanter i forhold til drengene. Når vi skulle handle, så var lunterne korte, og de blev umulige og uopdragne. Vi måtte eksempelvis indføre bødekasse og lommepenge. Det var smadder effektivt, siger Sidsel efterfulgt af et grin.
Nogle af de ting vi har lært er, at man skal huske at være tålmodig, og det er i forhold til alt, tilføjer Henning, der ikke synes det var svært at komme hjem igen.
-Da vi rejste hjem via Hong Kong var min eneste tanke, at jeg glædede mig til at komme hjem til den friske luft. Drengene glædede sig til at komme hjem til vennerne og deres legoklodser. Alt er fint, forsikrer siger Henning.
En af de største plusser på familien Bie Meiers konto er, at familien har fået maksimalt ud af rejsen og at drengene er blevet meget bedre til at lege og hygge sig sammen.
-Der er også kommet meget mere ro på dem, efter vi er kommet hjem, siger Sidsel, der er sikker på, at samværet uden stress og det at drengene har oplevet andre folkeslag og måder at leve på, har været med til at ændre dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top