Engel i den syvende himmel
Henriette-Engel-34-14.jpg
Borgmester Karin Søjberg Holst og formand Per Arentoft beundrer Henriette Engels guldmedalje Foto: Kaj Bonne.
Den 32-årige kajakroer blev hyldet for sit verdensmesterskab

Det var en både rørt og bevæget Henriette Engel, der modtog hyldesttaler, gaver og blomster fra Gladsaxe borgmester Karin Søjberg Holst (A), formand Ole Tikjøb fra Dansk Kano og Kajak Forbund samt formand for 361 Kano- og Kajakklub Per Arentoft, da hun torsdag aften sammen med makkeren Emma Aastrand Jørgensen blev hyldet for verdensmesterskabet i 1000 meter toerkajak i 361’s klubhus ved Bagsværd Sø.

Henriette Engel så ud som om, at hun var i den syvende himmel. Nu har hun guldet, selv om man efter sigende hverken behøver gods eller guld i himmerige. For det er ingen indbringende beskæftigelse at være i verdenseliten i kajak. For at kunne passe sin træning kan den cand.polit-uddannede Henriette Engel kun arbejde på deltid som konsulent i Danske Regioner, og sponsorindtægterne på 40.000 kroner dækker ikke til alle træningsophold, så hun må selv spæde til indimellem.

– Det er sjovt at ro kajak, men det er ikke noget, som jeg bliver rig på. Til gengæld får jeg et liv fyldt med store oplevelser. Jeg har valgt en livsstil frem for et økonomisk attraktivt job som cand.polit, siger den 32-årige Henriette Engel, der fire gange tidligere har været verdensmester på maratondistancen.

– Det er noget helt andet at vinde VM-guld på en sprinterdistance. Opmærksomheden har været kolossal både fra medierne og på facebook, fortæller Henriette Engel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top