- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Fortjent point til AB

0-2 blev vendt til 2-2 på to minutter

ABs fanklub kårede den svenske kantspiller Linus Olsson til kampens spiller efter opgøret mod Vendsyssel på Gladsaxe Stadion. Og det valg gav i den grad sig selv.
For Linus Olsson var oplagt manden bag det ene point i 2-2 kampen.
Først blev han revet omkuld – helt unødvendigt – så Younes Namli kunne reducere til 1-2 på straffesparket, og kort tid efter drønede han af stede ude på kanten, da AB slog kontra i rakettempo. Linus Olssonbankede løs fra en spids vinkel og bolden smuttede forbi nordjydernes debuterende målmand Jesper Christiansen, der netop er hentet i OB.
Hans indsats i den situation viste, hvorfor han ikke har kunnet spillet sig på Superligaholdet.
AB lagde ud med samme opstilling som i 0-1 kampen mod Lyngby, og igen var spillet udmærket, og igen kneb det med at komme til de helt store chancer.
Midtbanespilleren Bjarke Jakobsen blev spillet helt fri, men afsluttede svagt.
Vendsyssel kunne/ville ikke meget. Store Ken Fagerberg var ”Ken alene i verden” i front, og selv om han var god til at holde fast i bolden, fik han alt for ringe støtte.
Nærmest grotesk kunne gæsternes venstre back Christian Overby nogle få minutter før pausefløjtet hamre bolden i mål på en fremragende flugter efter at en bold var headet ud imod ham efter et frispark. 0-1. En kold afvaskning til AB i den stegende hede.
Det blev værre efter pausen, da Vendsyssel slog kontra og Rune Frantsen kunne spurte af sted. ABs forsvar var sløjt organiseret på det tidspunkt med bare to mand hjemme. 0-2.
ABss keeper Jannich Storch blev revet omkuld efter et kvarter, og efter en time overlod han pladsen til den debuterende Mark Jensen fra U19-holdet. Han klarede sig nydeligt.
Så kom kampens totale forvandling, og AB var endda tæt på komme på 3-2.
AB mangler stadig tyngde inde i boksen. Måske hjælper det, når Nichlas Rohde er med mod Fredericia søndag.
Midtbanespilleren Bjarke Jakobsen fik sit andet gule kort i to kampe. Fortsætter den stil, skal han afsone karantæne fire-fem spilledage i løbet af sæsonen. Så han skal nok lægge sin stil noget om.
AB møder Fredericia i Gladsaxe på søndag.