Hjemmehjælpen skal undersøges
Dansk Folkeparti fik opbakning i Seniorudvalget

Foranlediget af et forslag fra byrådsmedlem Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti, skal omfanget af mange forskellige hjemmehjælpere i Gladsaxe Kommune nu undersøges.

Det har et enigt Seniorudvalg vedtaget på sit møde 14. august.

Forslaget er affødt af mange klager fra borgere, som modtager kommunal hjemmehjælp.

-Det betyder utroligt meget for de ældre, at de kender den hjælper, som kommer, og at den pågældende ved, hvad den ældre fejler og har brug for, navnlig hvad gælder den personlige pleje. Hvis der kommer en masse forskellige hjemmehjælpere, går de ældre til de private firmaer, som godt kan finde ud af at stille med de samme hjælpere, som kender til den enkeltes behov, siger Klaus Kjær.

Den omfattende undersøgelse skal ske ved at antallet af forskellige hjælpere i 2. kvartal 2014 for 10 tilfældigt udvalgte borgere fra hvert af de 3 distrikter og – til sammenligning – 10 borgere fra den private hjemmehjælp optælles.

Resultatet skal så til oktober forelægges Seniorudvalget,  som herefter vil beslutte, om der på baggrund af undersøgelsen skal iværksættes tiltag, som kan sikre, at borgeren i højere grad modtager kommunal hjemmehjælp fra faste hjælpere.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top