Klimaprojekt med i opløbet om miljøpris
Vandledningsvejen-10-20-14.jpg
Det gælder om at være godt forberedt, så man ikke løbes over ende af store regnmængder. Og her er projektet i Høje Gladsaxe en del af initiativerne Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe Kommunes og Nordvands store klimatilpasningsprojekt i Høje Gladsaxe er blandt de nominerede til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris 2014.

 På et område svarende til 200 fodboldbaner har Gladsaxe skabt etstort klimatilpasningsprojekt.

Gladsaxe Kommunes og Nordvands samlede klimatilpasningsprojekt i Høje Gladsaxe området, er på Folkemødet på Bornholm udpeget som 1 af 13 nordiske projekter, der er nomineret til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris 2014.

Projektet omfatter et stort område omkring Høje Gladsaxe bebyggelsen, Gladsaxe Idrætspark, Vandledningsstien, Marielyst kvarteret, Grønnemosekvarteret og Høje Gladsaxe Parken. Området dækker i alt 142 ha, svarende til 200 fodboldbaner og omfatter overfladevandet fra 1900 lejligheder og 800 husstande.

Regnvand, leg og cykelsti

Det nominerede klimatilpasningsprojekt i Høje Gladsaxe området er primært skabt for at afkoble alt overfladevandet og derved aflaste kloaksystemet og mindske risikoen for oversvømmelser ved kraftig regn. Samtidig er der i projektområdet skabt en række nye oplevelser og forbedrede forhold for cyklister. Der er blandt andet skabt spændende vandelementer til leg, bassiner til rensning af vandet og nye naturområder, samt en ny cykelstiunderføring under Høje Gladsaxe Vej.

Hele projektet forventes at være færdigt i 2015, men allerede nu, kan borgerne gå eller cykle i områderne og opleve de mange nye tiltag.

Nordisk Råds Natur- og Miljøpris går i år til en nordisk kommune, by eller et lokalsamfund, som enten har gjort en særlig samlet indsats for miljøet, eller en særlig indsats på et enkelt miljøområde.

Vinderen af årets pris afsløres onsdag 29. oktober 2014 under Nordisk Råds session i Stockholm.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top