Vandet væltede frem
vandskade.jpg
Mens borgerne så småt i sommerheden sukkede efter vand, kom det helt uventet nede fra, og det var ikke lige det mest ønskværdige. Foto: Privat.
10-20 familiers årsforbrug løb ud på Ringvejen

Natten til forrige tirsdag – lige før midnat – gik der hul på stor vandforsyningsledning på Gladsaxe Ringvej mellem Gladsaxevej og Gladsaxe Møllevej. Vejbanen i retning mod Herlev blev oversvømmet, før det lykkedes at lukke for vandet. Der blev ikke meldt om oversvømmelse på privat ejendom.
Det var brud på en 350 mm eternitledning, og det betød, at store dele af Gladsaxe var uden vand, og der var lavt vandtryk i ca. halvanden time. Herefter var vandtrykket normalt.
Bruddet på vandledningen betød, at der løb mellem 900 m3 og 3.600 m3 drikkevand ud, inden der blev lukket for vandet. Det svarer til det årlige vandforbrug hos 10-20 familier.
Ved så store ledningsbrud, vil vandstrømmen i ledningerne ændres. Når det sker, vil jern (rust) blive revet løs i ledningerne, og det måtte forventes, at der kunne forekomme rødt vand i hanerne i store dele af Gladsaxe i løbet af tirsdagen.
Man gik straks fra morgenstunden i tirsdags i gang med at udbedre skaden. Det betød, at cykelstien var spærret på et lille stykke.
Skaderne var udbedret i løbet af tirsdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top