Danmarks største sten- og smykkemesse i Gladsaxe
Udstillere fra nær og fjern præsenterer deres varer i weekenden i Gladsaxe Sportscenter

Der har manglet en sten- og smykkemesse i Københavns-området, syntes Troels og Christina Ersking fra firmaet Smykkesten og Fritid. Derfor tog de skeen i egen hånd, og nu arrangerer de Danmarks største sten- og smykkemesse i Gladsaxe Sportscenter i weekenden.
– Vi har selv manglet en messe i København at udstille på med vores stenslibemaskiner og smykkematerialer, og når der ikke var andre der havde lyst til at stå bag en stenmesse, blev vi enige om selv at tage initiativet. Sådan blev ”Stenmessen Køben­havn” til. Placeringen i Gladsaxe blev valgt ud fra økonomi og lokation. Set fra vores synspunkt er Gladsaxe jo ideelt placeret i forhold til både Nord- og Vestsjælland med motorvejen tæt på og der er også kort afstand til Rådhuspladsen, siger Troels Ersking.
– Allerede i år har udstillerne taget rigtig vel imod ideen om en messe i Københavns-området, og messen bliver langt større end Danmarks ældste stenmesse i Næstved. Det er vi ikke helt utilfredse med, men vi ved godt der er langt op til forbilledet, som er messen i Hamburg med sine over 400 udstillere og 20.000 besøgende, udtaler arrangørerne.
Parret regner med, at messen bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, så meget af arbejdet i år kan gøre nytte næste år.
På messen deltager i år ca. 45 udstillere fra så forskellige steder som Søborg, Ungarn, Congo, Polen, Tyskland, Sve­rige, Indien og Afghanistan. Det bliver stort og der bliver virkelig noget at se på. Børn under 14 samt studerende med studiekort har gratis indgang, og der er aktiviteter for børn, blandt andet stenjagt, hvor man kan finde flotte sten og krystaller, som man må tage med hjem.
Messen har åbent fra 10 til 17 både lørdag og søndag.

3 kommentarer om “Danmarks største sten- og smykkemesse i Gladsaxe”

  1. Helle Holm siger:

    Da der ikke står nogen dato i teksten, vil jeg gerne have oplyst om hvilken dage det afholdes..
    På forhånd tak

    Helle Holm

  2. Michelle Madsen siger:

    Hej Helle Tak for din besked, der står det er I weekenden, men du kan også se annoncen side 49 i denne uges avis.

  3. Messen afholdes i 2015 den 2. weekend i september, dvs. 12.-13. september.

    Vi er glade for den store opbakning der var til messen sidste år og kan med stolthed fortælle at det bliver en noget større messe i år da vi allerede nu har flere udstillere tilmeldt end sidst.

    Følg os på facebook: http://www.facebook.com/stenmessen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top