Kulturfestival hylder mangfoldigheden
Klumben-og-Raske-Penge-36-14.jpg
Klumben og Raske Penge. Foto: Martin Bendix.
Aktiviteter fra hele verden under Gladsaxe loves Culture på Telefonfabrikken

Smagsoplevelser fra et hvilket som helst sted på kloden, opvisninger, musik, dans og bazar med kunsthåndværk. Der er nok af muligheder for de besøgende, når Gladsaxe Kommunes Integrationsråd og Telefonfabrikken på lørdag præsenterer Gladsaxe loves Culture.
Festivalen er en hyldest til den kulturelle mangfoldighed og byder på mange forskellige indslag både for børn, unge og voksne. ”Gladsaxe Loves Culture er en festlig måde at vise kulturhusets mange muligheder frem, og samtidig giver festivalen husets mange faste brugere en synlig platform, hvorfra de kan vise og fortælle om deres aktiviteter,” siger kulturhusleder Betina Louise Kimergaard.
Kulturfestivalen har ligeledes et socialt sigte, nemlig at bygge bro og skabe større kulturel forståelse mellem borgerne. Betina Louise Kimergaard fortæller:
”Vi får eksempelvis besøg af foreningen Kulturmøde-ambassadørene, som afholder en workshop ved navn ”Fordomskuffert”. Formålet med denne er at undersøge og tale med hinanden om vores fordomme og forhåbentlig få et nyt syn på hinanden til slut. Vi håber at festivalen giver anledning til en masse nysgerrige samtaler og at vi på den måde kan være med til at bygge broer og skabe større kulturel forståelse imellem borgerne.”
På den store scene optræder Klumben og Raske Penge med et reggaeshow, mens Trolle og Tormod skriver musik om bog bogstaver, tal og makreller for de mindste.
Festivalen skydes i gang kl. 10 med en musikparade, som vil guide vejen fra Søborg Torv til Telefonfabrikken – Gladsaxe kulturhus. Glad­saxe loves Culture er ganske gratis og for alle, der har lyst til at opleve mad, musik og kunsthåndværk fra hele verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top