Rift om ubyggede boliger
Energihus-01-41-14.jpg
Jørgen Søndermark fortalte om byggeriet, hvor de første elementer få dage senere blev sat op, så man bedre kan danne sig et indtryk af slutresultatet. Foto: Kaj Bonne.
Mange vil gerne bo centralt ved Søborg Hovedgade

Byggeriet står færdigt om et års tid, og købsprisen er en ubekendt faktor. Den finder man frem til, når byggeriet står færdigt, og mæglerne kan vurdere niveauet.
Men trods de to væsentlige faktorer havde et dusin mennesker sat tid af til at høre om byggeroet på hjørnet af Søborg Hovedgade og Hagavej, da projektleder/arkitekt Jørgen Søndermark fra Realdania fortalte.
Det skete på et tidspunkt, hvor man få dage senere var klar til at sætte de første elementer op. Så der skulle en god portion fantasi til for at forestille sig, hvordan slutresultatet bliver.
Det mest interessante i denne sammenhæng er det nærmest ekstremt lave energiforbruget i huset – både når det gælder varme og elektricitet.
Huset skal sætte en standard i Europa i den positive retning.
-Normalt vil det være fint, hvis beboerne kan klare sig med en indetemperatur på 20 grader, men vi går endnu videre og sørger for, at solcellerne kan skabe 22 grader, hvis nogen har brug for det, sagde Jørgen Søndermark.
Der har været mange problemer undervejs, og der har været andre projekter, der er løbet ud i sandet. Men nu har Realdania altså taget fat på et byggeri, hvor man id en grad også skal tage sig af omgivelserne. Det er jo noget sværere at bygge i et tæt bebygget område end på en pløjemark i Holstebro.
-Der bliver to etager med 3 lejligheder på hver etage og så to etager med to lejligheder på hver etage. Husets højde bliver tæt på byggeriet på den modsatte side af hovedgaden, sagde Jørgen Søndermark.
Man er sluppet for at bygge en tæskedyr parkeringskælder. Bilerne skal parkeres bag huset. Til gengæld har kommunen stillet krav om en lang støjmur på 2,20 meter. Så den skal nok pakkes ind i ”arkitektens trøst” – slyngplanten, der hurtigt kan brede sig ud.
-Huset får også en lift i stedet for en elevator, så vi skal lige overbevise folk om, at det er vældigt sundt at gå på trapper, hvis de ikke vil køre med den langsomme lift, sagde Jørgen Søndermark.
Når byggeriet står færdigt sælges boligerne efter først-til-mølle princippet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top