U-landsbistand til debat
u-land.jpg
Nytter det at hjælpe verdens fattigste? Bliver de mindre fattige og mere selvhjulpne af vores hjælp? Og kan vi få mere udvikling for pengene på en anden måde? Det er nogle af de spørgsmål, du kan være med til at drøfte, når COWI slår dørene op til debat 22. oktober kl. 19. Foto: Annette Larsen, FIC.
Møde 22. oktober hos COWI i Lyngby

Hvad laver danske skattekroner i et uland? Det spørgsmål vil lokale politikere, repræsentanter fra COWI og fra udviklingsorganisationen U-landssekretariatet drøfte med lokale borgere, når Debatkaravanen om udviklingsbistand på sin vej landet rundt inviterer til debat i Lyngby.
56 kr. Så meget betaler hver dansker om ugen til den udviklingsbistand, som Danmark bruger til arbejdet i verdens fattigste lande. Det svarer nogenlunde til en pizza eller to kopper kaffe på en café. Og til i alt cirka 16,3 milliarder kroner om året, som Danmark yder i bistand.
Den 22. oktober kan du være med til at diskutere, om det er for lidt eller for meget eller lige tilpas – og om pengene går til det rigtige, når ingeniørvirksomheden COWI med hovedkontor på Parallelvej i Lyngby sammen med udviklingsorganisation U-landssekretariatet og lokale politikere byder op til debat. Du kan høre, hvad dine lokale politikere synes om prisen på udvikling, og få at vide, hvordan COWI og U-landssekretariat arbejder i ulande, og hvilke resultater de opnår. Journalist fra Danmarks Radio, Mette Walsted Vestergård, vil styre debatten.
En del af mødet vil fokusere på temaet ”Den private sektor”. Arrangørerne stiller spørgsmålet: Kan ulandsbistand til privatsektoren skabe flere jobs og ordentlige arbejdsforhold? Paneldeltagere og publikum får rig mulighed for at komme rundt om emnet.
Det er oplysningsforbundet AOF, ngo’en Fagligt Internationalt Center (FIC) og Danmarks Radio, der med støtte fra Danida, tager hul på en landsdækkende debat om Danmarks udviklingsbistand. Møderne er optakt til Danmarks Indsamling lørdag 31. januar 2015.
Sted: COWI, Parallelvej 2, 2800 Kgs. Lyngby
Tid: 22. oktober kl. 19-21.15. Der vil være mulighed for en rundvisning på COWI fra 18.30-19.
Tilmelding: Læs mere om arrangementet og meld dig til på www.gladsaxe.aof.dk
Entré: Arrangementet er gratis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top