Entusiastiske skoleelever indtog byrådssalen
Skolebyråd-03-47-14.jpg
Jonathan Svendsen fra Stengård Skole kæmpede fint for forslaget om opbevaringsrum til opladere. Men forslaget faldt med et brag. Foto: Kaj Bonne.
128 elever gik op i de politiske emner med liv og sjæl i den 16. udgave af skolebyrådsdagen

Der blev mumlet, hvisket og småpludret, men da mødeleder, borgmester Karin Søjberg Holst (A), åbnede for skolebyrådet kl. 12.30 i tirsdags, holdt samtlige elever fra 8. og 9. klasse inde. Nu skulle der argumenteres for og imod de forslag, som 9. A og 9. B fra Buddinge Skole, 9. C fra Gladsaxe Skole, 8. C fra Vadgård Skole, 9. B fra Stengård Skole og 9. X fra Bagsværd Skole havde udarbejdet.

  1. B fra Buddinge Skole lagde ud med et forslag om en bevilling til en ’kampagne om stoffer’. Det forslag blev hurtigt vedtaget af skolebyrådet med overvældende flertal. August Thygesen fra 9. X på Bagsværd Skole gjorde opmærksom på, at der allerede blev oplyst om stofmisbrug i SSP-samarbejdet.

Det næste forslag kom fra eleverne på Stengård Skole. En velargumenterende Jonathan Kjeldsen forelagde forslaget om ’opbevaringsskabe med opladere’ for samtlige elevers iPad. Ved skoleårets start fik 5.600 skoleelever i Gladsaxe en iPad, men der er allerede blevet stjålet adskillige, så selv om forslagsstillerne vidste, at de med et forslag til en pris på over tre millioner kroner var langt over bevillingsrammen på 150.000, så havde Jonathan Kjeldsen er storslået argument: – Er det ikke netop meningen med denne dag, at den skal bruges til, at det kan tages op i byrådssalen!

Mange elever indtog talerstolen og talte for, at det var alt for dyrt, ligesom der blev argumenteret for, at man selv kunne gøre meget for ikke at få stjålet sin iPad, og at det også var ens egen pligt at oplade iPad’en, inden man mødte i skole.

Efter en halv times hed diskussion faldt forslaget med et brag. Eleverne fra Stengård kunne se, at deres forslag ikke havde en chance for at blive vedtaget. Derfor overvejede de at lade være med at stemme for eget forslag.

Det fik mødelederen til at pointere: – Det plejer nu at være sådan, at man stemmer for sine egne forslag. Stengård Skole droppede derefter deres taktiske overvejelser og stemte for eget forslag, selv om det kostede en af de tre ja-stemmer, som hvert ’byrådsmedlem’ havde til rådighed.

Det var 16. gang, at Gladsaxe Kommune arrangerede skolebyrådsdagen. De 128 elever er ikke mange år fra at få stemmeret, og der er ingen tvivl om, at mange af de unge fik en sund indsigt i det danske demokratis muligheder – og måske også begrænsninger.

 

Skolebyråd-04-47-14 Skolebyråd-05-47-14

Fotos: Kaj Bonne. Se flere på http://gladsaxebladet.fotokajbonne.dk

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top