- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Gladsaxe-borgere er gode til genbrug

Undersøgelser dokumenterer en stigende miljøbevidsthed, når affaldet sorteres

Før i tiden røg al affaldet i skraldespanden, og så var den potte ude. Sådan er det ikke mere. Denne grønne tankegang og ressourcebevidsthed vinder frem overalt i herhjemme. I husholdningerne har vi både storskraldsordninger og forskellige spande, så vi selv kan sortere affaldet. Således også i Gladsaxe Kommune, hvor borgerne roses for at være blandt de bedste til at følge anvisningerne.

Affaldsplanlægger i Gladsaxe Kommunes Forsyningsafdeling, Anja Hoff Hansen, fortæller, at når ordningerne er nemme for borgerne, er der en meget stor vilje til selv at stå for sorteringen af affaldet. Således har 57 procent af kommunens parcel- og rækkehuse frivilligt tilsluttet sig muligheden for at få en beholder til glas og papir.

– Og det overstiger væsentligt de 35 procent, som vi havde håbet ville tilslutte sig ordningen. Der er en klar tendens til, at borgerne meget gerne vil sortere affald, siger Anja Hoff Hansen, der nævner, at folk kan gå helt ned i detaljen for at finde ud af, om de sorterer efter anvisningerne:

– Vi har haft borgere, der har henvendt sig og spurgt om de skal klippe vattet af ørepindene, når pindene skal sorteres til plast eller om papirclips skal sorteres som metalaffald. Der er en oprigtig interesse for sortere rigtigt.

Særligt i underkategorien af batterier er Gladsaxe-borgerne blevet rost, fordi de er gode til at aflevere batterierne enten til butikkernes indsamlingssteder eller til kubestederne ved etagebyggerierne.

Affaldet er opdelt i forskellige grupper eller fraktioner, som de kaldes på fagsprog: plast, metal, glas, papir, pap, madaffald og træ.

 

Også sort plast

Indsamlingen af plast er det sidste nye skud på stammen og har visse steder i Danmark været på genbrugsprogrammet i tre år. Plast har et stort indhold af olie, og derfor er det ikke godt at brænde af på forbrændingsanstalterne. I medierne har det heddet, at sort plast ødelægger indsamlingen af den øvrige plast, når plastprodukterne blandes. Men indtil videre er opfordringen fra kommunens affaldsplanlægger, at det er bedre at lægge den sorte plast sammen med de øvrige plast, fordi man så senere i genbrugsprocessen kan sortere det sorte plast fra.

– Det er vigtigt, at forbrugerne ikke bliver forvirrede. Hvis folk bare sørger for at lægge den sorte plast sammen med den anden plads i stedet for at smide den i skraldespanden, så skal vi nok klare sorteringen efterfølgende, siger Anja Hoff Hansen, der oplyser, at der vedvarende forskes på at løse problemet med den sorte plast.

I Gladsaxe Kommune har man to ordninger – en for parcel- og rækkehuse og en for etageboliger. I den første kategori har borgerne en todelt beholder til plast og metal, og den tømmes hver fjerde uge, og etageboligerne har en etkammerbeholder til henholdsvis plast og metal, der tømmes hver 14. dag.

 

Nu mindre papir

Anja Hoff Hansen giver den umiddelbart overraskende oplysning, at indsamlingen af papir er faldet i Gladsaxe: – Det er der en logisk forklaring på, nemlig at mange mennesker har fravalgt reklamer og tilbudsaviser.

– Generelt er folk blevet så gode til at sortere og interesseret i at gøre alt på den rigtige måde, at de oven i købet frivilligt har meldt sig til at få tømt beholderne hver anden uge – det er en af mange succeshistorier på genbrugsområdet, slutter hun.

 

FAKTA

En gennemsnitlig husstand i Gladsaxe har 143 gram mindre dagrenovation end en gennemsnitshusstand har på landsplan. En tydelig tendens i Gladsaxe er, at der er påfaldende lidt batterier, farligt affald og småt elektronik.

Gladsaxe fik en ny indsamlingsordning i april 2013. Inden denne ordning blev der i 2012 indsamlet 1,7 ton plast. I 2013 blev der i alt samlet 220 ton plast, og i år er der allerede frem til 1. september samlet 249 ton. Samme positive tendens ses for metal: 114 ton (2012), 297 ton (2013) og 202 ton (til 1/9 2014).

Dokumentationen om affaldet i Gladsaxe Kommune er offentliggjort i to undersøgelser, som kommunen har deltaget i – en fra Miljøministeriet (etageboliger) og en fra Vestforbrændingen (haveboliger).