Gladsaxe Jazzklub sejrede i Bremen
Jazzpris-05-48-14.jpg
Begejstringen var ikke til at tage fejl af, da Gladsaxe Jazzklub vandt den fornemme Live Jazz Danmark Prisen 2014 Foto: Kaj Bonne
Vandt Live Jazz Danmark Prisen mandag aften i København

Glæden blandt Gladsaxe Jazzklubs fremmødte medlemmer i Bremen Teater i det indre København var ikke til at tage fejl. Der blev klappet og råbt i glæde mod teaterloftet i aftes, da det blev offentliggjort, at Gladsaxe Jazzklub vandt Live Jazz Danmark Prisen for 2014.

Når man tænker på, at de to andre finalenominerede var der klassiske og ikoniske Jazzhus Montmarte i Store Regnegade og den 44 år gamle Femø Jazz Festival, gør det sejren endnu mere imponerende for den i denne sammenhæng unge jazzklub fra Gladsaxe på syv år.

– Det er toppen af poppen at vi kan trække prisen hjem til Gladsaxe over for disse to kendte jazzsteder, siger en meget beæret formand for Gladsaxe Jazzklub, Ole Kjær.

– Der er blevet lagt mærke til, at vi trækker kvalitetsmusikere til vores by. Og da vi ikke er kommercielle, så holder vi entrépris og kontingent meget lavt, så alle har mulighed for at opleve de bedste inden for jazzen. Prisen ansporer os yderligere og giver energi til det videre arbejde. Vi må ikke glemme, at mange frivillige yder en kolossal indsats. Vi var ikke kommet så langt på vores rejse, hvis ikke kommunen havde støttet vores tanker og ideer. Vi har haft lydhørhed på det politiske og det forvaltningsmæssige niveau. Mange andre jazzklubber har ikke en lige så villig samarbejdspartner, lyder det fra Ole Kjær.

 

Derfor vandt Gladsaxe Jazzklub

Gorm Arildsen, vicedirektør for KODA, nævnte i sin overrækkelsestale, hvad publikum og musikere havde givet som begrundelse for at indstille Gladsaxe Jazzklub: – Publikum siger, at det er en succes uden sidetykke drevet frem af ildsjæle med et utroligt aktivitetsniveau. Man er ikke bange for nye tiltag, produktudvikling og afprøvning af grænser. Et utroligt engagement og arbejdsomhed, har formået at skabe en stemning af hygge, sammenhold og musikalsk nysgerrighed. Der ydes endvidere en flot pædagogisk indsats for udbredelsen af en viden om jazzen, som går et par spadestik dybere end det man almindeligvis oplever i landets jazzklubber. Musikerne siger bl.a. at: Her er tale om ildsjæle, der skaber en masse gode oplevelser, både for publikum, børn som voksne, men så sandelig også for os musikere.

 

Jazzpris-02-48-14

Formand for Gladsaxe Jazzklub, Ole Kjær, takker for prisen. Til højre Gorm Arildsen, vicedirektør i KODA.
Foto: Kaj Bonne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top