- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Gymnasiets formål

Jeppe Bruus, MF (S) viser her i bladet den 11. november, at han har en helt anden opfattelse af gymnasiet end folk, der seriøst beskæftiger sig med undervisning.

Bruus vil have så mange som muligt igennem gymnasiet. Det skal være en almen ungdomsuddannelse. Hvis der stilles karakterkrav i dansk og matematik på 7 ved overgang til gymnasiet, vil 39 % af Gladsaxes studenter ikke få studenterhuen, klager han. Problemet er, at de 39 % får studenterhuen, men ikke kan bruge den til noget. Det er eksamenssnobberi af værste skuffe at sende disse unge ind i en uddannelse, de ikke får noget ud af. Man spilder deres tid og samfundets penge. Mine venner på universitetet siger, at en stor del af de nye studenter ligger på et niveau, som knap svarer til 9. klasse i folkeskolen for 25 år siden. De kan ikke klare universitetet og forlader det efter spildt tid. Det er langt bedre, at sikre at enhver kommer på den rigtige hylde uden en tom eksamen.

 

Mogens Camre
Byrådsmedlem, DF