Kunderne skal have bedre forhold
REMA-04-47-14.jpg
Christoffers Alle 149 skal inddrages i projektet for at skabe bedre trafikale forhold og for at give mulighed for at lave udendørs udstillinger af diverse varer. Foto: Kaj Bonne.
Planer om lille torv ved Stengård Kirke

Bedre parkeringsforhold for biler, for cykler og bedre muligheder for udstilling af varer er på ønskesedlen hos
Dansk Projekt Invest, som ejer lokalcentret på Gammelmosevej 253-261 – der ligger over for Stengård Kirke og tæt på Stengård Station.

Udvidelsen skal ske ved at inddrage naboejendommen, Christoffers Allé 149.
Bortset fra ejendommen Christoffers Allé 149, som hidtil har været bolig, har der siden 2010 været lokalcenter med en dagligvarebutik og en farvehandel på området.
Økonomiudvalget behandlede sagen på sit møde i sidste uge, og her stillede Trine Henriksen fra Enhedslisten et ændringsforslag om, at det blev præciseret at ” det øgede parkeringsområde kan udnyttes til udstillingsareal, bedre indretning af parkeringspladsen, og mere cykelparkering, men ikke til mere bilparkering, da parkeringsnormen allerede er opfyldt, og byrådet ønsker at reducere stigningen i biltrafikken, bl.a. med en aktiv parkeringspolitik (Trafik- og Mobilitetsplanen)”.
For forslaget stemte: Trine Henriksen.
Et flertal (Karin Søjberg Holst, Trine Græse, Katrine Skov, Tom Vang Knudsen, Claus Wachmann, Susanne Palsig (stedf.), Lars Abel, Ebbe Skovsgaard, Pia Skou og Kristian Niebuhr) stemte imod forslaget.
Forslaget sendes nu i høring i det berørte område.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top