Respekt for unge og deres uddannelse
Gymnasiet er for alle, der kan og vil.

Det er vores unge mennesker i Gladsaxe et tydeligt eksempel på. Men det vil de borgerlige partier lave om på. De ønsker at halvere antallet af unge, der tager en gymnasial uddannelse. I Gladsaxe Bladet 18. november har både Frank Dahlgaard (LA) og Kristian Tørning (DF) svaret på mit indlæg om, hvorfor jeg mener, at 2 i matematik og dansk fra folkeskolen bør være adgangskravet til gymnasiet. Og dermed det samme krav, som vi nu stiller til dem, der starter en erhvervsuddannelse.

Jeg vil gerne gøre det mindst lige så attraktivt at tage en faglig uddannelse ved at ligestille de to, så unge ikke per automatik vælger gymnasiet. Derfor har vi også med erhvervsskolereformen gjort det nemmere, at bygge videre på sin erhvervsuddannelse, så vi opnår en større ligestilling mellem de to.  Vi socialdemokrater mener ikke, at alle skal i gymnasiet, som Frank Dahlgaard fejlagtigt skriver. Men vi ønsker, at de unge skal have mulighed for at vælge ud fra interesse og ønsker.

De borgerlige vil indføre et karakterkrav fra folkeskolen på 7 i dansk og matematik for, at man kan blive optaget i gymnasiet. Hvis det havde været et krav tidligere var 39 procent af Gladsaxes studenter fra 2013 aldrig blevet lukket ind på gymnasiet. 39 procent af dem, der netop har bevist, at de kan klare gymnasiet.

Både Dahlgaard og Tørning har flere fejlagtige oplysninger i deres indlæg, men mest af alt en meget arrogant tilgang til mange unge mennesker, som knokler i gymnasiet for at dygtiggøre sig. Jeg er meget forundret over, at Dahlgaard direkte kalder ca. halvdelen af vores studenter fra Gladsaxe for dumme og dovne. Det taler vist for sig selv! Tørring kan tilsyneladende slet ikke forstå, at nogle elever slutter folkeskolen med karakteren 4. Begge holdninger er både groft nedsættende og ekstremt arrogante. I burde begge give vores unge mennesker en undskyldning!

Jeg glæder mig over alle de studenter, som fik en studenterhue i 2013. Jeg håber ikke, at de borgerlige for fremtiden får lov at udelukke knap halvdelen af dem.

 

Jeppe Bruus (S)

ordfører for forskning og videregående uddannelser

og Gladsaxes folketingsmedlem

 

 

 

1 kommentar om “Respekt for unge og deres uddannelse”

  1. Laila siger:

    Det er jo fuldstændig fjollet med et karakterkrav på 7! Hvad blev der af idéen og idealet om, at alle fortjener en ny chance. Der kan være mange faktorer, der ligger til grund for, at et barn ikke har fået høje karakterer i folkeskolen, og derfor betyder det nødvendigvis ikke, at man ikke kan klare det godt i gymnasiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top