AB-træner er ikke egentlig utilfreds
AB-01-07-14.jpg
ABs cheftræner Thomas Nørgaard har i den kolde vintertid stadig blikket stift rettet mod nedrykningsstregen, selv om klubben hentede 12 point ud af 12 mulige i efterårets sidste fire kampe. Foto: Kaj Bonne.
Thomas Nørgaard ser frem til et spændende forår

ABs cheftræner Thomas Nørgaard sagde det ikke helt med de ord, for med sine blot 32 år,  er han formentlig ikke den store kender af den gamle rocksanger Niels Skousen, der skrev ordene ’Jeg er ikke egentlig utilfreds, det er bare en bagskid, der har varet siden 68.’

Trods fire sejre i fire sidste runder af NordicBet Ligaen godkender Thomas Nørgaard kun akkurat efterårssæsonen i Danmarks næstbedste fodboldrække, så han er ikke egentlig utilfreds, men helt tilfreds det er han heller ikke, for så skulle AB have ligget i top fire og kæmpet om oprykning.

– Vi indledte, som vi skulle, men så fulgte otte-ni kampe, hvor vi næsten ikke fik noget hjem pointmæssigt. Vi havde mange konstellationer i midterforsvaret, så det var vanskeligt at fastholde en kontinuitet. Vi blev enige om at holde fast, selv om det var gået så skidt. Vi analyserede os frem til, at marginalerne havde været imod os, og at det måtte vende på et tidspunkt, hvis vi ikke blev bange og slog op i banen. Eneste lille ændring bestod i, at vi var mere afventende, og at vi holdt lidt længere tilbage under presspillet, siger Thomas Nørgaard.

– Heldigvis blev vi bekræftet i, at det var rigtigt at holde fast i vores oprindelige spiloplæg. Når jeg sammen med assistenttræner Benny Gall kun godkender efterårssæsonen, så skyldes det, at vi kun er tre point fra en nedrykningsplads, så vi kan hurtigt ende i fedtefadet. Til gengæld er der også blot tre point op til femtepladsen, siger Thomas Nørgaard.

 

Tilgang og afgang

AB har hentet Oskar Tranberg i HB Køge og Patrick Lerager i Hvidovre. Sidstnævnte skal ind og kæmpe om pladsen som højre back med Jonas Henriksen, og Tranberg skal ind på den centrale midtbane: – Oskar er en spændende 6’er, som vi siger. Han skal binde spillet sammen og være det balancerende omdrejningspunkt på den centrale midtbane lige foran bagkæden, og han har et exceptionelt højt niveau, nård et gælder lange afleveringer – det vil vi gerne kunne drage nytte af, siger Thomas Nørgaard, der har mistet tre spillere i førsteholdstruppen. AB tager afsked med svenskeren Max Mölder, der har valgt at blive træner i sit hjemland, og samarbejdet med Thomas Ibsen og Yves Nadau er ophævet.

Thomas Nørgaard og Benny Gall samler truppen  7. januar. Den tidligere Sønderjyske-profil Jonas Troest er blevet opereret for en seneskade. Mens holdkammeraterne træner med bold, må Troest nøjes med at løbetræne, men fra 1. februar ventes han at indgå på lige fod med kollegerne. Thomas Nørgaard er derfor svag optimist med hensyn til et comeback for Troest i det tidlige forår.

Midtbanespilleren Bjarke Jacobsen rendte i starten af sæsonen ind i en stribe gule kort, fordi han kom meget for sent i sine tacklinger: – Han har ligget på grænsen til karantæne, men han skulle lige vænne sig til tempoet i den næstbedste række. Han er kommet imponerende hurtigt efter det, og han er en dejlig duelspiller, så han er udviklet sig til at blive en stor gevinst for holdet, siger cheftræneren, der forventer en afgang på spillerfronten senest til sommer. Storklubberne har nemlig rettet interessen mod boldsikre Younes Namli:

– Vi har stadig kontrakt med Younes i halvandet år, men jeg tror, at han ryger senest til sommer. Han er så dygtig en spiller, at der hele tiden er en risiko for, at de store klubber henvender sig. Og vi vil blot være stolte i AB, hvis vi kan hjælpe Younes videre til noget endnu større, slutter Thomas Nørgaard.

Nørgaards tropper indleder forårssæsonen  15. marts på Gladsaxe Stadion mod AGF, der ligesom AB sluttede med at vinde de sidste fire kampe.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top