I-pads til alle. Gladsaxe Kommunes IT-Factory?
I september måned fik alle skoleelever i Gladsaxe Kommune udleveret en I-pad .

 

Stor var glæden hos vore politikere, der solede sig som ophavsmænd til IT landvindingen. Ak ja, det er let at købe stort ind, når man har millioner fra kommunekassen. Det er sværere at få IT-projekter til at fungere i praksis.

Børnene er selvfølgelig glade for deres nye legetøj. Der downloades gratis-spil og tælles followers. Som forældre ser vi måbende til. For der er ikke en eneste skolebog eller øvelseshæfte på I-pad’en. Ikke én app til at lære engelsk eller tysk. Ikke ét matematikprogram med pædagogik og progression. Kun monotone spil med hurtige belønninger for middelmådig indsats. Dem kaster børnene sig til gengæld over med så stor appetit at legen i frikvartererne er forstummet.

Det forlyder at ”kommunens IT-afdeling er forsinket med løsninger på indkøb af Apps. Derfor bliver det nye udstyr ikke anvendt efter hensigten”. Måske skulle lærerne også uddannes?

Det er mageløst at vores politikere, for at sole sig som toppen af IT-poppen, investerer skolebudgettet uden at have bruger-platformen på plads. Det svarer til at købe bil uden at have kørekort. Der er afskrivning på biler og IT. Men den slags trivialiteter bekymrer åbenbart ikke byrådet.

I øjeblikket får eleverne at vide de skal lægge I-Pad’en væk i timen (så de ikke spiller). Der venter lærerne en opgave med at ændre nuværende I-pad-kultur fra spil til læring. Apple Inc. er den store vinder. De fik overbevist politikerne om at der ventede omtale og vælgere med en fremrykket investering.

Som borgere må vi købe aktier i Apple, hvis vi vil have del i afkastet af Kommunens IT-Factory.

Ida Theilade
Mor til I-pad elev på Søborg Skole

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top