Stormfuldt byrådsmøde
Liberal Alliance kom i modvind

Onsdagens byrådsmøde så ud til at blive nærmest rekordagtigt kort. Det var efter devisen: Oplæst og vedtaget. Indtil de to sidste punkter. Så udviklede det hele sig til et stormfuldt møde.

Liberal Alliances Michele Fejø havde stillet to forslag. Og det endte med, at hun måtte trække dem begge.

Da budgettet for 2015 blev vedtaget i oktober var Liberal Alliance blandt underskriverne. Det budget var vedtaget efter forhandlinger blandt syv partier. Man må sluge nogle kameler, for man kan ikke få alt er vurderingen.

Men Michele Fejøs to forslag blev opfattet som brud på det forlig, hun havde skrevet under på for seks uger siden.

Første forslag gik på at sikre, at børn fra private skoler i Gladsaxe kan komme i klubber, når de har fri. Hun var blevet kontaktet af en far. Der klagede over, at hans barn måtte vente på, at klubben åbnede.

Men i forbindelse med skolereformen har de private skoler fået tilført penge, så de selv kan tackle den situation blev det pointeret.

Trine Græse (A) gik hårdt til Michele Fejø.

”Vi har i oktober måned her i byrådssalen besluttet et budget for 2015 og overslagsårene. Forud for byrådsbehandlingen af budgettet har byrådets partier holdt en række forhandlingsmøder, og som afslutning på forhandlingerne var vi syv partier der skrev under på en aftale. ”

” Det er klart, at det ikke er alle dele af budgettet som alle syv partier er lige begejstrede for, men forliget er udtryk for, at vi har fundet nogle acceptabel kompromisser, som vi med forliget er enige om at stå sammen om. En del af det at være med i et forlig er også, at hvis der skal ændres på det, så må budgetforligspartierne mødes og drøfte det.

Derfor er jeg nødt til at spørge dig direkte: Betyder de to forslag du stiller i dag, at du har fortrudt at du gik med i budgetforliget, og dermed nu trækker dig ud?

Eller forestiller du dig at du kan stille forslag der bryder med vores aftaler, og så stadig sidde med ved bordet når budgetforligspartierne i løbet af 2015 skal mødes i forskellige sammenhænge?

Trine Græse var på forkant med Michele Fejøs næste forslag om at Gladsaxe skulle henvende sig til de andre kommuner i region Hovedstaden for sammen at forhandle med regering og Kommunernes Landsforening (KL) for at afskaffe grundskylden snarest muligt”.

Det forslag var bakket op af tre A4-sider i dagsordenen.

Også det blev opfattet af de andre partier som et brud på det budgetforlig, der blev indgået i oktober.

Det kunne Michele Fejø ikke lige se. Hun mente, at det var noget, der kunne komme til at gælde engang i fremtiden og ikke påvirkede det nye forlig.

Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti ville godt have at vide, hvordan forslaget skulle finansieres. For kommunen vil gå glip af en indtægt på over 400 millioner kroner. Og han kunne henvise til en udtalelse fra LAs Ole Birk Olsen i BT dagen før, hvor netop han kritiserede DF for ikke at have finansieringen i orden.

Det hele endte med, at Michel Fejø trak begge forslag, fordi hun ikke vil fremstå som en, der ikke lever op til sin underskrift.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top