Cykelkrogen sponserer cykeltalent fra Bagsværd
Cykelkrogen-015.jpg
Thomas Rald fik bevist, at det gælder om at være om sig, når der skal skaffes en sponsor. Og det blev belønnet af Cykelkrogen. Foto: Privat.
Initiativ blev belønnet før 3-dagesløb

Den nyetablerede Bagsværdforretning ”Cykelkrogen” er gået aktivt ind som sponsor for den lokale U17-rytter Thomas Rald Kaspersen. Thomas Rald Kaspersen bor i Bagsværd og kører for KCK Herlev.

Allerede i slutningen af januar skal Thomas vise hvad han dur til, når han skal køre 3-dagsløb, som en del af programmet for det traditionsrige 6-dagsløb i Ballerup Superarena. Her skal han køre som par nr. 6 sammen med den femdobbelte svenske U17 mester Oscar Palm.

”Thomas kom bare ind i butikken og spurgte om vi ville være hans sponsor, og da han kunne dokumentere såvel talent som engagement kunne jeg ikke stå for det, så efter at have overvejet det lidt sagde vi ja” siger Brian Jensen, der sammen med Claus Gyldensted ejer Cykelkrogen. ”Det giver rigtig god mening, at de lokale butikker støtter op om unge sportstalenter fra området.”
Han understreger, at det vigtigste for en dreng som Thomas på 14 år er, at han bevarer glæden ved sporten og det bidrager aftalen til.

”Det er super sejt at have en sponsor og det gør det lidt sjovere at cykle fem gange om ugen,” siger Thomas og tilføjer ”og så er det især dejligt, at jeg altid lige kan kigge forbi butikken og få et godt råd og hjælp til, at cyklen altid er klar”.

Thomas skal på træningslejr ved Gardasøen i påsken inden landevejssæsonen for alvor går i gang midt april.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top