- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Få bugt med din skade

Ny klinik i Bagsværd klarer sportsskader og giver træningsråd

Farman Ullah Mian har boet i Gladsaxe i 40 år, og de seneste 28 år har han været en del af Atlas Motion i Gladsaxe Sportshal. Så han kender om nogen Gladsaxe-borgernes behov. Og han får god brug for sine kundskaber, for 12. februar åbner han Bagsværd Specialklinik på Bagsværd Hovedgade 77.
– Klinikken kan klare det meste inden for fysioterapi, siger Farman Ullah Mian. – Vi kan klare sportsskader, genoptræning, styrke- og balancetræning. Jeg har ansat en autoriseret fysioterapeut, og så får jeg også ansat en akupunktør. Selv står jeg for kostvejledning og træningsprogrammer sammen med min datter Jasmin.
I vinduet har Farman Ullah Mian placeret en række pokaler: – Jeg er dobbelt danmarksmester i bodybuilding i Masterklassen, så jeg kender også en del til, hvordan man går på den rigtige diæt. Jeg glæder mig til at hjælpe og vejlede Gladsaxe-borgerne i min nye specialklinik.