Familiecafe møder stor opbakning
Søborg-Kirke-03-09-15.jpg
De mange lækkerier faldt i god jord hos de mange fremmødte. Foto: Kaj Bonne.
70 kom til første fællesspisning i sognegård

I onsdags åbnede FamilieCafe Søborg op til en stemningsfuld aften med fællesspisning og leg.

De glade børnestemmer, der den seneste time har fyldt lokalet, aftager da buffeten åbner.

Forældrene fortsætter deres samtaler, mens de placerer de mindste i højstole og lasagnen skæres ud i små bidder.

“Hvor er det fedt, at vi bare kan mødes her hver onsdag fremover”, siger Rebecca Williamson til sidemanden. Hun er mødt op i aften med sin kæreste og datter på knap et år for at gense sin mødregruppe.

Søborg Kirkes sognegård emmer af liv denne onsdag aften, hvor FamilieCafe Søborg bliver afholdt for første gang. Omkring 70 mennesker er dukket op. Nogle for at spise med venner og andre for at møde nye mennesker i lokalsamfundet. Der er indrettet et legeområde til børnene med dukkekrog, vogne, køkkener, bilbane, dublo, bolde, tumlemøbler, bøger, tegnebord og meget andet. Området bliver flittigt brugt og børnenes begejstringen er ikke til at tage fejl af. Det er et hit. I den anden ende sidder gæsterne ved langborde og  spiser i livlig dialog, mens baggrundsmusik inviterer til at sætte tempoet ned.

“Her er simpelthen så hyggeligt og så god en stemning, at vi ikke kunne have håbet på mere”, siger Mette Brudvig, der er en af initiativtagerne bag.

Buffeten bugner af mad og består af lasagne, to salater, couscous og flute og er hovedsagligt

økologisk.

“Maden er lækker, og man kan næppe gøre det billigere selv. Og så skal man hverken lave mad

eller vaske op”, siger Rebecca Williamson med et smil, inden hun sætter efter sin datter, som igen kravler ivrigt mod legeområdet.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top