Flest unge vil have blåt Gladsaxe
Overraskende skolevalgsresultat i Gladsaxe

Selv om der ytringsfrihed herhjemme, så skal en og anden nok vare sig for at sige, at ”de unge stemmer som vinden blæser”. Men det vil være på plads at konstatere, at skolevalget i Gladsaxe endte med nogle artige overraskelser og tendenser som er er meget langt fra både sammensætning af kommunalbestyrelse og Folketing.
Hvem havde for eksempel forestillet sig, at hver 6. skoleelev satte kryds ved Det Radikale Venstre, som i Gladsaxe gik hen og blev det næststørste parti? Eller at Liberal Alliance ville få mere end 12 procent af stemmerne?
Ungdommen beskyldes såmænd også for at være mere rabiat end de ældre generationer. Men de yderste fløje er i Gladsaxe ikke særlig stærkt repræsenteret. Enhedslisten er lidt større end Dansk Folkeparti, og tilsammen trækker yderfløjene kun hver 10. vælger.
Til gengæld har Konservativt Folkeparti et stærkt tag blandt de skolesøgende. De Konservatives landsformand Søren Pape Poulsen ser ud til at gå en god tid i møde, hvis de unge bibeholder deres konservative livssyn, når de får stemmeret om nogle år.
Venstre er størst i Gladsaxe med knap hver fjerde stemme, mens Socialdemokraterne er det tredjestørste parti kommunen med næsten 16 procent af stemmerne.
Ikke alle skoler i Gladsaxe Kommune var med i skolevalget, men på de skoler, der var med, blev Socialdemokraterne største parti på Bagsværd Friskole, Enghavegård Skole, Gladsaxe Privatskole, Kvikmarkens Privatskole, Mørkhøj Skole og Sofieskolen. Venstre blev størst på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, Stengård Skole og Buddinge Skole. Det Konservative Folkeparti vandt valget på Buddinge Skole, og SF hentede flest stemmer på Atheneskolen.
I Gladsaxe har blå blok flertal og har et forspring til rød blok på 5,2 procentpoint.
Går man ind på hjemmesiden www.skolevalg.dk/valgresultat får man et meget blåt danmarkskort. Farven er noget blåligere end i Gladsaxe, og her er forskellen mellem blå og rød blok oppe på 15,6 procentpoint.
Det vil nok overraske en del, at Socialdemokraterne er største parti i nabokommunen Gentofte. Her stemte 21,9 procent på statsministerens parti. Helle Thornings parti er også størst på Frederiksberg med 22,4 procent, og rød blok har såmænd flertal i det frederiksbergske.
Måske vil det også undre, at i nabokommunen Herlev har Dansk Folkeparti et rigtigt godt tag i de unge og er største parti sammen med Socialdemokraterne. Begge partier fik her 25,3 procent.

FAKTA OM SKOLEVALG 2015
Op til valget den 29. januar har der været gennemført et tre uger langt undervisningsforløb på de tilmeldte skoler, hvor eleverne på 8. og 9. klassetrin har modtaget særligt tilrettelagt undervisning med henblik på styrkelse af elevernes demokratiske engagement og viden om valghandling. Undervisningsforløbet har taget udgangspunkt i Fælles Mål, hvor eleverne har skullet lære samfundets demokratiske spilleregler og grundværdier at kende. I den sidste uge af undervisningsforløbet vil der blandt andet blive gennemført debatter på skolerne med repræsentanter fra de politiske partier.
Skolevalg afholdes første gang i 2015 og igen i 2017. Skolevalg er etableret i et projektsamarbejde mellem Folketinget og Undervisningsministeriet, hvor udgiften på seks millioner deles 50/50 over en periode på fire år. Skolevalg er en del af Folketingets fejring af 100-året for grundloven af 1915.

Resultatet for Gladsaxe

Blå blok 52,6
Rød blok 47,4
Venstre 24.3
Radikale Venstre 17.1
Socialdemokraterne 15.8
Liberal Alliance 12.9
Det Konservative Folkeparti 10.7
Socialistisk Folkeparti 8.1
Enhedslisten 5.7
Dansk Folkeparti 4.6
Kristendemokraterne 0.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top