Gladsaxes kloge unge
Brug af kondom begrænser udbrud af klamydia

I denne uge kører den landsdækkende seksualundervisningskampagne ’Uge Sex’. Formålet med kampagnen er at øge børn og unges viden, så de kan træffe nogle kloge valg i forhold til trivsel, rettigheder, relationer, sundhed og seksualitet.
Med hensyn til sundhed og seksualitet ser det ud til, at Gladsaxes borgere er fornuftigere end de fleste danskere. Eller måske bare bedre til at huske at bruge kondom.
Således viser den landsdækkende statistik, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet for 2013, at forekomsten af klamydia-smittede i Gladsaxe blot er 16 pr. 1.000 indbyggere i forhold til 23 på landsplan. Gladsaxe-borgerene skal dog blot over på den anden side af kommunegrænsen, før de skal tænke sig grundigt om, før de dyrker ubeskyttet sex med en Herlev-borger. I Herlev er der 38 klamydia-tilfælde for hver 1.000 borgere.
I en pressemeddelelse oplyser healthexpress.dk, at aldersgruppen 15-24 år er hårdest ramt af klamydia på landsplan, men samtidig ser det ud til, at de unge i netop denne gruppe er begyndt at beskytte sig bedre. Statens Serum Institut registrerede 21.200 tilfælde i 2009, men tallet er faldet med 3.700 til i alt 17.500 ved den seneste optælling.

Fakta
• Ifølge Sundhedsstyrelsen smittes ca. 50.000 hvert år med klamydia, men der er kun ca. 25.000 registrerede tilfælde. Det vil sige, at omkring 25.000 går rundt med klamydia uden at vide det.
• Klamydia overføres ved ubeskyttet sex.
• Symptomerne er urinrørsbetændelse hos mænd, som viser sig som et klart udflåd fra urinrøret og evt. kløe og svie ved vandladning. Hos kvinder er symptomerne ligeledes øget udflåd fra skeden samt svie ved vandladning. Mange vil dog ikke mærke nogle symptomer, om man kan derfor nemt være smittet uden at vide det.
• Hos mænd stilles diagnosen ved en podning fra urinrøret eller ved en urinprøve og hos kvinder ved en podning fra livmoderhalsen.
• Der findes forskellige antibiotika-behandlinger mod klamydia.
• Uge Sex er en landsdækkende seksualundervisningskampagne.
• Over 300.000 elever tilmeldt Uge Sex 2015.
• Årets tema for Uge Sex er ”Sammen om sundhed og trivsel”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top