Underskrifterne strømmer ind
Handelsforeningen-09-15.jpg
Handelsforening 09-15 Niels Nebeling fra Nyt Syn er glad for opbakningen til kampen mod et supermarked, der kan fjerne handel far Søborg Hovedgade. Foto: Kaj Bonne.
Overvældende støtte til handelslivet i Søborg

Niels Nebeling, formand for Handelsforeningen for Søborg og Omegn, er begejstret for den opbakning, som handelslivet har fået på det seneste. I uge 7 indrykkede foreningen en annonce i Gladsaxe Bladet, hvor læserne med deres underskrift kunne kæmpe imod etableringen af et supermarked på hjørnegrunden af Gladsaxevej og Maglegårds Allé.
– Vi har fået en kolossal opbakning. Og det varmer. Folk er kommet ind i min forretning for at udtrykke deres tak for, at vi kæmper for sagen. Mange har taget sig tid til at sende brev på gammeldags facon med frimærke. I en enkelt kuvert var der ni underskrifter, fortæller formanden.
I torsdags i sidste uge var der indkommet 247 underskrifter til Nyt Syn på Søborg Hovedgade, og det overstiger foreningens vildeste forventninger: – Ved sådan en underskriftindsamling kan man ikke regne med, at mere end 10-15 procent af dem, der er enige, også rent faktisk får taget sig sammen til at aflevere kuponen. Jeg var lidt bange for, at jeg i opfordringen havde været for hård i min retorik, men det synes folk ikke, tværtimod, siger Niels Nebeling.
– Det er ikke så mærkeligt, at naboerne til hjørnegrunden er imod opførelsen, men vi har fået overraskende mange henvendelser fra folk fra det fjerneste hjørne af mosen. De er heller ikke interesserede at få et supermarked. Og det er netop den gruppe politikerne påstår, at de vil tilgodese ud fra, at der ikke skal være over 500 meter til et supermarked, siger Niels Nebeling.
Handelsforeningen fortsætter kampen, og Niels Nebeling forsøger at samle ligesindede borgere til et fakkeltog forud for næste byrådsmøde onsdag 11. marts. Meningen er at underskrifterne skal gives til borgmester Karin Søjberg Holst (A)
– Det er vigtigt at formalia overholdes, for jeg vil meget nødigt smides ud af byrådssalen af en rådhusbetjent. Derfor har jeg kontaktet Lars Abel (C) – som jo var den eneste i byrådet, der stemte imod opførelsen af Rema 1000 – så jeg bliver skolet i at gøre det rigtigt, siger Niels Nebeling.
Økonomiudvalget tager på sit møde 17. marts stilling til, hvad der skal med den videre planlægning med ”lokalplan 223 for Gladsaxevej 88”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top