- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Bagsværd-løber suveræn mester

Joachim Weel Rosbo vandt Junior-DM i lang cross

Efter deltagelse i flere konkurrencer og træningslejre på langrendsski – herunder Ungdoms-OL i Liechtenstein – var Joachim Weel Rosbo fra Bagsværd Atletik Club tilbage med løbesko på i stedet for ski.

At 15-årige Joachim Weel Rosbo havde sat løbeskoene rigtigt på, beviste han i søndags i Bernstorffsparken, hvor han vandt det danske juniormesterskab i lang cross (10 km). Juniorerne løb også sammen med seniorerne, og her var Joachim Weel Rosbo tid så god, at han blev nr. 8 efter et flot løb i et konstant højt tempo!

Joachims hårde udlæg viste sig at være en god taktisk disposition, fordi konkurrenterne faldt fra én efter én. Joachim Weel Rosbo vandt med et forspring til den næstbedste junior med 49 sekunder. Sammen med Anton Østdal og Sigurd Zielinski Djurup vandt Joachim bronzemedalje i holdkonkurrencen. I næste weekend er der ungdoms-DM i indendørsatletik i Skive. Her stiller Joachim Weel Rosbo op på 1.500 meter og 3.000 meter.