Et slag for den gode søndagsmiddag
Madkartellet-10-15.jpg
Jonas Vignal-Olsen fra Madkartellet er klar til at røre i gryderne for Gladsaxe-borgerne, så de kan få søndagsmiddage af høj kvalitet. Foto: Kaj Bonne.
Madkartellet starter et alternativ til fastfooden

Det kan være en udfordring for Gladsaxe-borgerne at hente søndagsmiddagen med hjem, hvis den da ikke udelukkende skal bestå af burgere og lignende produkter.

– Det vil vi gerne gøre op med. Vi tilbyder gode solide retter, der er lavet på gode råvarer. Det er aftensmiddage, som vi selv spiser. Så vi præsenterer en stribe af vores livretter. Vi hæver mormor-køkkenet et hak og går et niveau op, siger Jonas Vignal-Olsen, der driver Madkartellet på Gladsaxevej 130 sammen med sin far Jan Olsen.

Det er muligt at ringe til Madkartellet og bestille søndagsmaden, og de computerkyndige kan også bestille middagen via forretningens hjemmeside.

– Vi bager, steger og braser, og vi laver tingene fra bunden, om så det er mayonnaise eller remoulade, siger Jonas Vignal-Olsen.

Madkartellet startede med sin første søndagsmiddag den 1. marts. Her havde kunderne mulighed for at vælge mellem en grillet, saftig svinekotelet med knoldselleri, gremolata og rødvinssauce eller supreme kyllingebryst med ristede svampe, pastinak og trøffelsause.- Hver søndag tilbyder vi to vidt forskellige middagsretter. Og i vores butik kan man også købe chokolademousse, tiramisu, tzatsiki, salater og andet tilbehør, siger Jonas Vignal-Olsen om det nye tiltag, der i den globaliserede tidsalder kaldes for “Sunday Dinner Take Away”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top