Mørkhøj-gulvmand blandt de bedste
Pates-Gulve-11-15.jpg
Morten Pate fra Mørkhøj er spændt på, om han den 8. april bliver valgt Foto: Kaj Bonne.
Morten Pate er nomineret til Årets Håndværker

Kunden skal tages seriøst. Det siger gulvlæggeren Morten Pate fra Mørkhøj, der kan blive årets håndværker, når awardshowet ”Årets Håndværker 2015” løber af stablen den 8. april i Cirkusbygningen.
Det er fjerde gang, at en fagjury kårer de dygtigste håndværkere. Det sker ud fra de anmeldelser, som uvildige har indsendt til anmeld-
haandværker.dk. Udvælgelsen er sket blandt 2.600 virksomheder. Vinderne inden for de 14 fagkategorier præmieres med en bronzestatuette ”Smiley Håndværk – Din Garanti”, og ”Pates Gulve” er blandt de fem nominerede i kategorien ”Årets Gulvmand 2015”.
Generelt melder arrangøren anmeld-haandværker.dk, at servicegraden fortsat er solidt stigende. Håndværkerne anmeldes af kunderne ud fra en skala på 1 til 5, og den gennemsnitlige karakter er på 4,67 blandt alle de indstillede håndværkere. Alle anmeldelser tjekkes, så man er sikker på, at der ikke tale om vennetjenester.
Morten Pate er da også både stolt og glad for, at hans kunder med deres anmeldelser af hans arbejde har været med til at nominere ham.
Ifølge Mørkhøj-håndværkeren er kundetilfredshed afgørende i dagens Danmark: – En aftale er en aftale. Du skal altid se det ud fra kundens behov. Selvfølgelig kan alle blive forsinkede, men det mindste man kan gøre er at ringe. Det irriterer folk, at de ikke hører noget. Selvfølgelig er det svært at gøre alle tilfredse, men jeg forsøger nu alligevel.

Ud til kunden
Noget af det, som Morten Pate altid bruger tid på, det er en snak med kunden: – Jeg forsøger altid at komme ud til kunden, inden jeg afgiver en pris. Og når jeg snakker med dem, tager jeg mig tid. Også gerne de fem minutter det tager ekstra, hvis jeg får tilbudt en kop kaffe. Det er vigtigt at få afstemt forventningerne. Det er meget nemmere, når jeg står på stedet. Selvfølgelig har jeg også pristabeller, men ved at jeg får set, hvad jeg skal igennem, så kan jeg tilbyde den rigtige pris, fortæller Morten Pate.
Oprindelig er ”gulvmanden” fra Mørkhøj uddannet butiksslagter fra Rørvig. Senere kom Morten Pate i voksenlære som gulvlægger, og efter otte år som ansat i et gulvfirma i Nykøbing Sjælland rykkede han ind mod hovedstaden for fem år siden. Køreturen til Odsherred blev efterhånden lang, og så valgte Morten Pate at blive selvstændig for 15 måneder siden.
– Der er mange ufaglærte gulvlæggere og gulvslibere i Danmark. Enhver kan jo starte op med en gulvsliber, men derfor er det ikke sikkert, at man kan finde ud af at bestyre maskinen, så det ser godt ud, når man er færdig. Jeg har trods alt været igennem en fire-årig uddannelse. Jeg kan lægge gulvtæpper, vinyl, vådrumsvinyl, linoleum og trægulve, men 95% af mit arbejde er nok gulvslibning, fortæller Morten Pate.
Morten Pates firma er hans bil, og han har dybest set hele Sjælland som område. I øjeblikket er Morten Pate alene i sit firma, men han har en del faste samarbejdspartnere, som han trækker på. Den sparsomme fritid bruges i hjemmet på Lillegårds Allé sammen med konen Abby og døtrene Ida og Amalie. Abby Pate er også selvstændig. Hun driver frisør- og skønhedssalonen Bystrup på Søborg Hovedgade sammen med Grethe Bystrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top