Tre unge filmede Gladsaxe i 1961
Lene-Balschmidt-med-sit-elegante.jpg
Lene Balschmidt med sit elegante smalfilmkamera Foto: Privat.
Kæmpe filmmateriale er blevet overdraget til kommunen

De penge man giver ud på ungdommen, er godt givet ud sagde borgmester Erhard Jacobsen, da han i 1960 bevilligede tre unge mennesker 500 kroner til dækning af deres hobby – at smalfilme.

Et par år efter havde de tre unge en 23-årig maskinarbejder, en 20-årig teknisk tegner og en 24-årig lagerarbejder klaret den opgave borgmesteren gav dem frie hænder til, at skabe. En film om Gladsaxe Kommune til en stor udstilling i Egegård Skole i februar 1962.

Borgmester Erhard Jacobsen lovede at betale deres materialer mod at de tre unge Kjeld Nielsen, Lene Balschmidth og John Christensen afleverede opgaven til tiden. Det lykkedes. Og for 4.000 kroner fik kommunen en film på en halv time om livet i Gladsaxe 1961. Erhard Jacobsen påstod i et stort dagblad, at en lignende film på 30 minutter betalte nabokommunerne 50.000 kroner for. Det unge trekløver nåede at optage 4½ times råfilm, der blev klippet ned til 30 minutter. Resten af optagelserne er senere brugt til nye lokalhistoriske film. Alle de gamle optagelser er gemt.

Smalfilminteressen bredte sig og kom på aftenskolernes program. De tre unge gik videre og var med til i februar 1962 at starte Gladsaxe Smalfilmklub. Især en af de unge Lene Balschmidth kom med i den første bestyrelse og vandt den allerførste klubkonkurrence. I dag er navnet smalfilm skiftet ud med video, og klubben lever videre som Gladsaxe Film og Videoklub. Som andre klubber i Gladsaxe stadig med stor hjælp fra Gladsaxe Kommune. Det kvitterede klubben for i tirsdags, da de var inviteret på Rådhuset for at aflevere klubbens samlede film- og videoproduktioner efter 2½ års arbejde med at få 540 optagelser fra perioden 1962-2014, 700 gigabyte eller ca. 150 timers film digitaliseret og lagt på en harddisk for fremtidens brugere. Bag det store arbejde stod filmklubbens tekniske chef Leif Christiansen.

Opfordringen til digitaliseringen kom fra Eva Molin på Gladsaxe Byarkivs Lokalhistoriske afdeling.

Overleveringen blev en festdag, hvor borgmester Karin Søjberg Holst (A), politikerne og kulturudvalget havde inviteret Gladsaxe Film og Videoklub. En af klubbens gæster var Lene Balschmidth, der her kunne se hvad hun var med til at sætte i gang for 53 år siden.

Tre unge sparede

Nuværende formand Sven E. Ottosen og tidligere formand Børge Traun.
Foto Eva Molin.

JO

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top