AB Gladsaxe kiksede igen mod Roskilde
AB-Vejle-02-18-15.jpg
AB Gladsaxe fik 1-1 mod Vejle og havde Linus Olsson (9) som målscorer. Men søndag gik holdet helt ned. Foto: Kaj Bonne.
Skæbnekamp mod Fredericia på søndag

AB Gladsaxe mod FC Roskilde på Gladsaxe Stadion er en rigtig dårlig cocktail.
Da de to hold mødtes i efteråret vandt Roskilde med 4-0, og AB Gladsaxe var så ringe, at en stor del af tilskuerne gik i utide.
I søndags vandt formstærke Roskilde med 5-2 efter i et snuptag at have bragt sig på 4-0 – på fire forsøg. Hjemmeholdets forsvar sejlede rundt, og der blev lavet vildt naive fejl. At sende 10 markspillere ind på modstanderens banehalvdel ved et frispark et pænt sagt usmart. Og det blev straffet. Roskildes målmand greb bolden, kastede den ud til en medspiller og 10 sekunder senere lå den i AB Gladsaxes mål, fordi hjemmeholdet var fuldkommen uorganiseret.
Det begyndte ellers strålende for AB Gladsaxe, da Nichlas Rode skaffede sig selv en chance med gode driblinger. Forsøget prellede af på overliggeren.
Men så kom fejlene. Fra det 14. til det 33. minut gik Roskilde fra 0-0 til 4-0. Vildt smukt var Simon Richters baglæns saksespark til 0-3. Ikke siden Sibusiso Zuma scorede for FCK mod Brøndby for efterhånden snart mange år siden har man set lignende.
AB Gladsaxe fik reddet lidt af æren med mål af Simon Brøner og Rasmus Arildsen i 2. halvleg, men Roskilde nøjedes med et enkelt mål, da Mark Leth i noget, der lignede offsideposition modtog en dyb stikning midt i AB Gladsaxes forsvar.
AB Gladsaxe skal søndag til Fredericia, der ligger til nedrykning med et point færre end AB Gladsaxe. AB Gladsaxe skal minimum have uafgjort og helst vinde, men Fredericia har skiftet træner og købt ind, så det bliver svært for gæsterne.
I onsdags fik AB Gladsaxe fortjent 1-1 hjemme mod Vejle. Linus Olsson scorede et pragtmål på en flugter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top