Forskning i øjenhøjde
science.jpg
Sidst på ugen kan børn og unge trække i forskerkitlerne og få indblik i videnskabens fascinerende verden på Gladsaxe Bibliotekerne. Foto: Privat.
Skoleelever kan få gode råd

Landet over fejres Forskningens Døgn 23.-25 april, og Gladsaxe Bibliotekerne inviterer børn og unge til både at møde forskere og til selv at trække i forskerkitlerne og få et indblik i forskningen og videnskabens verden.
I forskningens første døgn dykker skoleelever ned i matematikkens forunderlige verden sammen med Ingeniør Ebbe Magnussen. Samme dag tager Lektor Thomas Bolander, fra DTU Compute, udskolingselever på en rejse gennem den kunstige intelligens’ historie og giver et kig ind i fremtiden.

Afprøv din indre forsker
Lørdag 25. april er der rig mulighed for at sætte sine egne forskerevner i spil.
Gladsaxe Hovedbibliotek afholder ”Kids Try Science Extravanganza” fra 10-12, hvor frivillige fra IBM, inviterer børn i alderen 7-10 år til at trække i forskerudstyret og prøve kræfter med sjove og hårrejsende naturvidenskabelige eksperimenter. Forældre kan vente i biblioteket eller se på fra sidelinjen.
Samme dag kl. 11-14 afholder Hovedbiblioteket ”Hack dit legetøj- workshop”, med Tobias Balle-Petersen fra Opfinderklubben.dk. Kom og giv jeres gamle legetøj nyt liv: Opgrader den nuttede bamse til en mægtig Cyborg med røde laserøjne, giv legetøjsbilen forlys, så den kan se, hvor den kører om natten eller noget helt tredje. Workshoppen er for børn fra 6 år ifølge med en voksen. Gratis billetter til de to arrangementer bestilles på gladsaxe.dk/bibliotek.
Bibliografen slår dørene op for Green Screen-værksted lørdag 25. april kl. 10-14 for de 12-16 årige. Deltagerne optager film foran den grønne baggrund, ændrer baggrunden og bestemmer selv, om de skal være forskere i et laboratorium eller måske astronauter i rummet. Tilmelding til workshoppen sker ved henvendelse i Bibliografen eller 39 57 64 64.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top