Hans drive er indflydelse
Nikolaj-01-17-15.jpg
Nikolaj fungerer som klassens talerør, men han kommer ofte også selv med emner. Foto: Privat.
Hvorfor vælger man at blive elevrådsrepræsentant, og hvad får man ud af det? Gladsaxe Bladet har talt med Nikolaj Just Hjortshøj i 7. klasse.

Hvor lang tid har du været elevrådsrepræsentant?
”Jeg har været elevrådsrepræsentant siden 4. klasse på Grønnemose Skole. I dag går jeg på Busses Skole i 7. klasse og er også valgt ind som elevrådsrepræsentant. Jeg har tænkt på det siden 1. klasse, men de første år fik jeg ikke stemmer nok. Men jeg blev ved med at melde mig, og pludselig blev jeg valgt ind.”

Hvorfor meldte du dig?
”Det har været interessant at være med til at diskutere de ting, der skete på skolen. Jeg kan godt lide idéen om at være repræsentant for klassen og sikre at de problemer, mine klassekammerater oplever på skolen, bliver diskuteret. Jeg synes alle emner er spændende at diskutere, hvis det er seriøse emner.”

Hvad har fået dig til at blive ved?
”Det er sjovt og meningsfyldt at have indflydelse. Det giver god mening at diskutere problemområder, når der også er nogle reelle muligheder for at ændre på tingene – også selvom det koster penge. Jeg har været elevrådsrepræsentant på Grønnemose Skole flere år og i år på Busses Skole. Og der har været stor forskel på møderne. Der er flere muligheder for indflydelse på Busses Skole, og vi holder også flere møder. Vi har for eksempel været med til at bestemme ting i forhold til skolefesten for udskolingen.”

Hvordan finder du emner til møderne?
”Nogen gange kommer klassekammeraterne til mig med deres tanker. Jeg er klassens talerør. Det er tit noget med at toiletterne ikke fungere eller at der mangler sæbe. Det kan også være nogle regler som eleverne er utilfredse med. Men jeg kan også godt selv tage emner med, hvis jeg overhører noget, som er et problem. Jeg gider ikke tage de useriøse ting med til møderne, som når andre vil have mig til at efterspørge en swimmingpool eller sådan noget. Det skal være realistiske forslag, der er indenfor de muligheder, vi har.”

Hvad er dine bedste råd til andre der overvejer at blive elevrådsrepræsentanter?

• Du skal lade være med at melde dig, hvis dit mål er at slippe for timer.
• Du skal melde dig, hvis du brænder for at ændre ting, og fordi du har lyst til at være i elevrådet.
• Du skal ikke være bange for at sige noget til møderne. Sig altid din mening om det der bliver sagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top