Havregrød til ministeren
Morgenmad-03-19-15.jpg
Elevrådsformand Suleman Chaudry Naim fra 8. B (nr. 2 fra venstre) fortalte om morgenmadsordningen, som han selv benytter flittigt. Fra venstre ses kantineleder Jeanette Merling, formand for Kultur- og fritidsudvalget Katrine Skov (A), skoleleder Carsten Bott, undervisningsminister Christine Antorini (A) og borgmester Karin Søjberg Holst (A). Foto: Kaj Bonne.
Gratis morgenmad til eleverne på Grønnemose Skole

På Grønnemose Skole har de en gratis morgenmadsordning, som mange andre skoler i Gladsaxe Kommune misunder dem. Tilbuddet om et sundt og nærende morgenmåltid gælder alle skolens elever, der fra kl. 7.30 og 45 minutter frem kan øse op: havregrød, yoghurt, pølse, røræg, ost og skyr. Eller hvad der kommer ind fra skolens ordning med fødevareBanken.
Hver mandag kører fødevareBankens bil ind på Grønnemose Skole med sunde madvarer, som ellers skulle have været destrueret. Maden bliver derefter tilberedt i køkkenet, hvor kantineleder Jeanette Merling og kostfaglig ansvarlig Manal Massri anretter godbidderne på de sultne børn.
– Vi har haft tilbuddet i et år, og børnene har taget det til sig. Der kommer fra 20 til 50 børn hver morgen, fortalte Helle Jelstrup, leder af social koordinering til undervisningsminister Christine Antorini og Karen Hækkerup, direktør for landbrug og fødevarer, da de i tirsdags var på besøg på skolen i Høje Gladsaxe for at se ordningen udfoldet i praksis.

Den gode mad rygtes
– Ja, og har vi fået ekstra gode ting fra fødevareBanken, så rygtes det lynhurtigt blandt eleverne, og så kommer der endnu flere næste morgen, oplyste Jeanette Merling.
Fire skoler i socialt udsatte områder i Storkøbenhavn er blevet udvalgt – Grønnemose Skole er en af dem.
Ministeren og direktøren gav sig god tid til at spørge om ordningen. fødevareBanken er både en nonprofit- og en frivillig forening, som modtager overskudsmad fra fødevareproducenter og derefter fordeles blandt børn, voksne i krise, hjemløse eller stofmisbrugere. Dermed undgås madspil og madfattigdommen bekæmpes.
Undervisningsministeren valgte at tage en portion havregrød: – Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har fået havregrød!
Jeanette Merlin berettede herefter til almindelig munterhed om de særlige ”Putinoste”. Ostene skulle have været af sted til Rusland, men det stoppede med handelsrestriktioner. Teksten står på russisk, men sidste salgsdato er ikke overskredet: – I det hele taget forsøger vi at lære børnene, at man sagtens kan spise mad, selv om holdbarhedsdatoen er overskredet. De skal stole på deres sanser, sagde Jeanette Merling.

Frivillige mænd i bil
Karen Inger Thorsen, der er direktør i fødevareBanken – og som selvironisk kalder sig selv for ”bankdirektør” fortalte om den helt specielle frivillighed som organisationen oplever: – I modsætning til for eksempel Røde Kors, hvor næsten alle frivillige er kvinder, så er der mange mandlige frivillige i fødevareBanken – måske fordi de kan få lov til at køre lastbil. Og næste mandag ruller endnu en lastbil ind på Grønnemose Skoles parkeringsplads, og Jeannette Merling holder sig klar til at finde nogle nye spændende varer, som vil falde i elevernes smag.


Der er gennemsnitligt 100 elever om dagen, som kommer i morgenmadsklubben på Grønnemose Skole· Morgenmadsklubben på Grønnemose Skole serverer ugentligt ca. 500 morgenmåltider
· Initiativet er foruden Grønnemose Skole startet op med Ny Ellebjerg Skole – Sydhavnen, · · · Sønderbro Skole – Amager og Taastrupgaard Skole – Høje Taastrup. Snart følger Glostrup · · · Skole – Glostrup samt to skoler i Jylland.
· Initiativet fokuserer på skoler i udsatte boligområder fødevareBankens arbejde støttes øko
nomisk af VELUX Fonden og Kellogg’s Corporate Citizen Fund
fødevareBanken indsamler på årsplan over 400 tons friske overskudsfødevarer, som uddeles
til blandt andet skoler i udsatte områder, krisecentre og væresteder
· Mængden af årligt indsamlede overskudsvarer svarer til omtrent en million måltider

Morgenmad 02 19-15
Manal Massri (tv.) er kostfaglig ansvarlig for morgenmadsordningen på Grønnemose Skole. Skoleeleverne tog godt for sig af retterne.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top