Her er der tid og plads til Lena og Tims
Førerhund-01-19-15.jpg
Købmand Torben Hansen fik overrakt blomster og diplom af Lena Bang, der var ledsaget af den tre-årige førerhund Tims. Foto: Kaj Bonne.
Min Købmand sætter ikke Lenas førerhund på porten

Ifølge lovgivningen må førerhunde godt følge med de blinde ind i butikker og forretninger. Det er nu ikke alle steder, at de blinde eller svagtseende møder forståelse for deres brug af førerhunden som et nødvendigt hjælpemiddel.
I onsdags markerede Dansk Blindesamfund den internationale førerhundedag for at gøre opmærksom på, at mange erhvervsdrivende byder førerhundene velkommen og endda giver hunden en ekstra opmærksomhed.
I Gladsaxe valgte førerhundebruger Lena Bang at præmiere Min Købmand på Solnavej med en buket blomster og et diplom. Førerhunden Tims får ofte en skål vand, og imens sørger købmand Torben Hansen eller servicemedarbejder Annette Hvidbjerg for at pakke varer og gøre dem klar, så Lena Bang forholdsvist nemt kan tage varerne med hjem.
– Vi får altid en god behandling her hos Torben, og det vil Tims og jeg gerne sige tak for. Jeg er stamkunde hos Min Købmand, for jeg bor selv på Solnavej, og min datter Troja på 2½ år går i vuggestue lige rundt om hjørnet, fortæller Lena Bang, der har haft Tims i tre år.
Torben Hansen har drevet Min Købmand i 15 år, og han synes det er helt naturligt at være behjælpelig, og han var glad for buketten og diplomet. Lena Bang, der har været blind siden fødslen, havde en travl onsdag. Hun havde også en buket blomster med til pizzariaet på Kildebakke Torv, inden hun tog ind til Købmagergade i København og overrakte en buket til Falafel House.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top